Allerede som 5-årig begyndte Lykke Friis at spille fodbold. Nu er hun både klima- og energiminister og ligestillingsminister, og derfor slog hun et smut forbi Roskilde for at være dommer for dagens finalekampe hos Sensational Street Soccer.
Hvorfor sagde du ja til at dømme i Sensational Street Soccer?
Jeg startede allerede med at spille fodbold som 5-årig og fodbold hænger tæt sammen med mit arbejde som ligestillingsminister. Allerede i 80'erne var der rigtig mange kvinder, som spillede fodbold, men det var ikke noget, som man pralede med. Nu er det Danmarks største kvindesport, og et arrangement som dette er med til at blåstemple kvinder i fodbold, og det understreger, at vi kan og vil selv. Det er interessant at se, hvordan normer og værdier forandrer sig over tid. Det er et tegn på, at man ikke altid behøver at lovgive sig ud af ligestillingsproblematikker - man kan også forandre verden via gode rollemodeller. Et stævne som dette sender desuden et godt signal til udlandet.
LÆS OGSÅ Roskilde Festival: Mandagshygge med Mikael
Kvindelandsholdet fra Afghanistan skulle have spillet på onsdag, men har desværre ikke fået indrejsetilladelse til Tyskland, som de skulle besøge først. Dem havde du glædet dig til at møde?
Ja, de er jo en fantastisk historie. Førhen var fodbold forbudt for afghanske kvinder. Der var dødsstraf for at løbe ud på grønsværen. Men nu har de et kvindelandshold, og stadigt flere kvinder er begyndt at spille fodbold. I Danmark er der over 63.000 kvindelige medlemmer i DBU, og jeg håber, at det også bliver en stor sportsgren i Afghanistan.
Hvad er sammenhængen mellem ligestilling og fodbold?
Jeg er overbevist om, at det også har stor betydning for kvinders ligestillingsproces både i Danmark og i Afghanistan. Når man først har taget en beslutning om at spille fodbold, vil man også kunne tage andre og større beslutninger, og med stævnet her på Roskilde Festival samles der penge ind til en bus til det afghanske kvindelandshold, og på den måde hjælper de danske kvinder med ligestillingen i Afghanistan. Det er helt fantastisk.
LÆS OGSÅ Roskilde Festival: Fodboldfest på marken
Var du en dygtig fodboldspiller?
Altså jeg havde et vist talent, og jeg spillede indtil, jeg som 18-årig faldt ned i et hul og ødelagde knæet. Det var nok ikke den store karriere, jeg gik glip af. Jeg var ikke endt i superligaen.
Underholdning
Underholdning
Underholdning
Skriv Kommentar