HVEM: Henrik Vibskov.
HVOR: Plænen ved Julius Thomsens Plads.
FØRSTE RÆKKE: H&M´s Margareta Van Den Bosch, Bryanboy, Stine Goya, Trentemøller, Giana Factory og Bibi Ghost.
STEMNING: Forløsende og fantastisk. Som altid var Vibskov-showet et af modeugens helt store trækplastre, der igen i år blev afviklet som modeugens sidste store show i den lune sommernat med lyden af elektronisk fuglefløjt fra oven.
KOLLEKTIONEN: Tøj er mere end bare en funktion i det Vibskovske univers. Det danske designtalent giver den stadig op for gak og gøgl - det blev bevist med hele set-uppet på græsset foran Forum med bevægelige kulisser og grønne døre og med modeller iført tredobbelte filt-briller og farverige kreationer. Men designeren er blevet voksen, og de 46 indgange viste en sjælden set brugbar og anvendelig Vibskov-kollektion. Velsiddende habitjakker og bukser til fyrene i klare farver og skarpe silhuetter og sorte, enkelte bodystockings, knælange silkecardigans og Missioni-lignende strik til pigerne. Naturligvis er der stadig plads til dramatiske prints, dybe skridt og en træpind i nakken hist og her, men kollektionen fremstår langt mere eksklusive og wearable end tidligere. Og det er klædeligt.
HOLD ØJE MED: De store tasker og geniale jakker til begge køn.
FRA CATWALK TIL GADEN: Hvis fyrene hiver de lilla strømper op i knæhøjde, og de modige piger hopper i de smukke bodysuits, kan vi takke Vibskov for en stilfuld og original sommer i 2012.
Mode
Skriv Kommentar