Den nye sæson er over os og med den kommer der adskillige tendenser, der hurtigt kan opdatere din garderobe. Cover.dk har spottet fem af de bedste herretendenser, der er uundgåelige dette efterår.
Pilot
Den kvindelige pilot Amelia Erhart har været den helt store inspirationskilde dette efterår, men Top Gun-looket er bestemt ikke forbeholdt pigerne. Burberry Prosum viste rulamsjakker og Acne har lavet sæsonens bedste bud på en vinterjakke, med deres old school bumberjacket med rulamsfor.
Skoledreng
Det preppy kostskole-look har fået en rusketur og det før så polerede look har fået en mere sjusket skolekammerat. Brug en løs skjorte, gerne med print eller mønstre, under en klassisk pullover og glem alt om at stoppe skjorten i bukserne, men lad enderne være synlige under strikken.
Rygsæk
Den praktiske rygsæk er blevet opdateret i en mere elegant version til efteråret. Selvom det stadig har en hvis street attitude, at bære tasken på ryggen, kan en rygsæk i eksklusivt læder sagtens bruges til alt fra gadedrengeture til forretningsmøder.
Sneakers
De internationale modehuse står på nakken af hinanden for at lancere de sejeste sneakers. Det amerikanske mærke Phillip Lim viste sorte lædersneakers på catwalken, og både Lanvin, Balenciaga og Christian Louboutin har gjort sig bemærkede indenfor streetmoden de sidste sæsoner.
Morfarstrik
Gå efter strik i alskens afskygninger dette efterår. Den gode varme morfarstrik er i højsædet, med ribkant, dobbelradede knapper og mild duft af pibetobak. Etro viste en oversize en af slagsen, men stort set alle designere har haft strik med i deres kollektioner. Danske NN07 har lavet sæsonen hyggeligste i marineblå med træknapper.
Skriv Kommentar