Cover.dk

Det er søndag morgen. Hvad er status? Hvad skulle der stå på min facebook, hvis jeg brugte den? Selvom jeg sov det meste af dagen i går og natten med, er jeg helt igennem gennem og grund smadret i kroppen. Når jeg går gennem min lejlighed på bare tæer får blandingen af spildte drinks og aske mig til at føle mig som en tøjbamse på en velcrogulvtæppe. Det var en kræftanstrengelse af stå ud af sengen, og jeg skal mande mig gevaldigt op hver gang jeg tager et spadestik ud af det sorte hul af lort jeg igen har gravet mig ned i. Sætter kaffen over som det første. Så en smøg. Så tænder jeg for touren en sidste gang, så opløbet på Champs-Élysées kan danne lydsporet for min genopstandelse. Jeg trimmer skægget, og børster tænder. Alt sammen i slow motion. Ind i mellem sætter jeg mig foran skærmen og sms’er tilbage på de over tyve ubesvarede sms fra i nat. Jeg koordinerer tilbagebetalingen af weekendens gæld med min dealer. Dødens købmand har det lige så stramt som jeg selv. Han er kynisk og beregnende, men sidder og spræller i præcist det samme net som jeg gør. Og det er ikke banken han får problemer med, hvis han ikke kommer op med pengene. Min behovsstyrede personlighed skal hele tiden vælge en prioritet. Skrive eller riste en bolle med ost? Mere kaffe eller opvasken nu? Morgenrapporten her må vente lidt. Jeg er tilbage om lidt.
Mens jeg vaskede op har jeg tænkt på de aftaler jeg har brændt af de sidste par dage. De kastanier der skal rages ud af ilden. Der er to der gløder mere end de andre. Jeg ”aflyste” et forretningsmøde 3 min. før vi skulle mødes. For det første er han et nyt bekendtskab. For det andet kan jeg godt lide ham. For det tredje er han en hård nyser, hvis gode side jeg helst vil være på. Heldigvis er han bekendt med mine karakterbrist, så jeg håber på en hvis forståelse, selvom jeg egentlig ikke fortjener det. Der er ikke andet for end at gå ind i den som en mand og lægge kortene på bordet uden dårlige undskyldninger, og så håbe på det bedste. Det samme gælder for min anden aftale. Jeg skulle have været til fernisering ude på Amager sammen med Jakob Tolstrup, og samtidigt have interviewet ham. Igen pisse dårlig stil at brænde ham af. Det er bare med at rulle om på ryggen og sige undskyld. Men undskyld bliver hurtigt et hult, tomt og fattigt ord, når man bruger det så meget som jeg nogle gange gør.
Omvendt går den slags begge veje. Min homie demonstrerede utrolig dårlig dømmekraft og mangel på grundlæggende prioriteter over for mig lørdag morgen. Så jeg er både i synderens og tilgiverens rolle i dag. Oprydningen er også en symbolsk renselsesproces. Skammens bad bliver til skammen opvask, som bliver til skammens tur ned med flasker, som igen bliver til skammens gulvvask. Der skal gøres meget rent efter en uge med mere eller mindre konstant druk. Bevares. Det er sommer. Jeg har ingen jobs. Min eks har vores datter. Så i den forstand er jeg jo fri til at gøre hvad jeg lyster. Men hvorfor er det vi har det behov for at skyde os selv af som en raket gennem Københavns natteliv? Det er ganske sjov i gerningsøjeblikket. Jeg har oplevet og set en del. Glade mennesker, homies i topform, lesbiske kys, pistoler og stoffer nok til 10 år i skyggen, en syngende tatovør i Vanløse, freestyle på plattysk på Skt. Hans torv. Solen der stod op over Sydhavnen, fortovsfest foran Darlings Artbar med privat anlæg i Christianiacyklen, som battlede Dj’en indenfor og morgenfest i min lejlighed med filminstruktører, reklamemænd og andre hustlere. Men det har jeg jo set 1000 gange. Dette er ikke min jomfrurejse ind i nattens verden. Hvor er behovet for ro, tryghed, balance, samvær med min datter, ture på stranden, god økonomi, og menneskeligt overskud? Det banker selvfølgelig på lige nu som en rambuk på min hoveddør. Der skal tages flere beslutninger i min underskudstilstand nu. Skal jeg hente bilen, vaske tøj, eller gulv? Sengetøjet kunne godt trænge til det. Jeg vælger den nemme løsning og reder sengen. Det ser altid pænt ud.
Nu har jeg støvsuget de sidste rester af glasskår i køkkenet op og vasket ydersiden af min hoveddør, som var godt fedtet af den drink min homie kastede efter to nævenyttige poptøser, mens de flygtede ud i opgangen. Fire stearinlys oplyser min marmorkopi af Thorvaldsens Jesusfigur fra Vor Frue Kirke, mens jeg går til den med ajax, baderumsrens og glasklar. Jeg har tilstået og bekendt mine synder over for dig, ham og gud. Jeg er kommet et godt stykke med renselsen af både krop, sjæl og lejlighed. Der er desværre over en uge til at jeg skal se min datter igen. Det er røv ufedt at være weekendfar. Jeg betaler den ultimative pris på den konto. Alle de timer med hende, som jeg går glip af. Men hendes mor og jeg kan ikke finde ud af det sammen. Ikke lige nu i hvert fald. Og det er sgu svært ikke at sig ja, når vennerne så inviterer ud i de barnefrie uger, frem for at kukkelure på touren, mens jeg sidder i min tomme lejlighed. Man skulle være et dumt svin, hvis ikke man lige kunne nappe en morfar inden jeg skal til min venindes fødselsdag på Frederiksberg senere. There goes the neighborhood. Madsen med Øjet er ved at brænde en cd med blandet gangterrap til bilen. Måske ender jeg sgu dagen med at lande på benene alligevel. Venner, solskin, grillfest, og god musik. Lad os håbe det. Lige nu er jeg bare lettet over at det er overstået. Både festen og rengøringen. Min lejlighed står snorlige, selvom jeg har kvalme af forstøvede rengøringsstoffer. Det skal gøre godt med en morfar nu. Når jeg vågner igen kan jeg svinge benene ud på et rent gulv og fortsætte kampen. Den klassiske mellem lys og mørke, der går op og ned og ned og op som en bjergetape i touren. For det er vel i virkeligheden der balancen ligger. Når der er lige mange op og nedture på den store vægtskål.