Stockholm Fashion Week
Stockholm Fashion Week
Chris Pedersen·28/08/2012·Anmeldelse
Chris Pedersen, Covers redaktionschef, samler op på de bedste shows fra den svenske modeuge.
Der var et sjovt øjeblik, da den sidste model skulle forlade catwalken under åbningsshowet til modeugen i Stockholm. Iklædte en lys, nærmest hudfarvet, couturekjole fra designeren Fadi El Khoury opererer hun så koncentreret, at hun ikke opdagede, at han to gange forsøgte at få hende ned fra catwalken, og det lignede nærmest, at hun vågnede fra en drøm, da hun endelig vendte sig om og lukkede showet. Men kollektionen var smuk og publikummet yderst købestærkt, da de eksklusive designs blev vist frem. Transparente blondekjoler med bar ryg, en hvid jakke med fokus på taljen og en nudefarvet frakke overlagt med broderet organza var blandt højdepunkterne, og det meste ville passe glimrende ind i garderoben hos hædersgæsten Kronprinsesse Victoria, som også gav modeugen et ord med på vejen: "svensk mode har bredde", sagde hun. Og det havde hun ret i på den første dag i det svenske.
Senere på dagen lod Ida Sjøstedt sine speedprinsesser indtage catwalken i lyserøde jakker med flæser, tulipannederdele og lange, hvide blondekjoler med kig til både barm og trusser. Håret var pink og stemningen mindede mest om Courtney Love i sine hey days, hvor underkjolerne blev luftet med en elguitar i hånden og en smøg i mundvigen. Kitch men cool - og meget stiliseret.
Den talentfulde duo Altewai.Saome fortsætter deres udforskning af sci-fi-silhuetter med smukke dekorationer. Bedst var de ensfarvede jakker med runde skuldre og cirkelformede broderier, samt et par nederdele i syede paneler, der fungerede som pludder, og så imponerede de med et nyt samarbejde med Kunoqvist, som havde nogle supercool oversize solbriller, der understregede space-universet. Selvom mærket kun er tre år gammelt, er de to kvinder nemlig dygtige til at skabe hele universer med solbriller og tasker, og det fungerede fedt under lysekronerne på det gamle Hotel Berns i Stockholm.
Også Carin Wester har et fuldendt univers, der denne gang var meget underspillet. Et blåt silkesæt med smalle bukser og løs skjorte var elegant men stadig afslappet, som en pyjamas, ligesom et cool suit i tynd, gråt uld med dobbeltradet jakke og brede shorts. Det er tøj til selvsikre kvinder med ben i næsen.
Den selvsikre - og lækre - kvinde er også i fokus hos Filippa K, der denne gang havde taget en distinkt sporty retning med kashmir-hættetrøjer, sportsjakker og træningsbukser i tynd silke. Backstage beskrev designteamet det som "soft sport" til "kvinden, som har en aktiv livsstil og klæder sig afslappet men elsker kvalitet". Og man skal også have fysikken i orden, hvis man skal se godt ud i den tynde tanktopkjole, som topmodellen Frida Gustafsson bar, og de fine transparente skjorter, der blev vist i flere varianter. Det rosa jakkesæt er mere tilgivende, og det vil fungere fedt til næste sommer både med hæle og og sneakers. Romantisk men cool - en balance, som svenskerne er skidegode til.


















