Sophie Bille Brahe om Weekday-smykker og Madonnas ringfinger

Sophie Bille Brahe om Weekday-smykker og Madonnas ringfinger

Fotografi: Frederik Lindstrøm.

Talentfulde Sophie Bille Brahe lancerer sin første kollektion for svenske Weekday. Vi har fanget den travle smykkekunstner til en snak. 

Hendes eksklusive smykkeunivers og fine designs har forvandlet Sophie Bille Brahe til Danmarks nye smykkedronning. Uddannet fra Londons Royal College of Arts er Sophie hurtigt blevet en favorit på det danske smykkemarked, og har blandt andet designet smykkerne til Stine Goyas modeshows de sidste to sæsoner. I morgen kan Sophie Bille Brahes eksklusive ringe, halskæder og øreringe blive hvermandseje, når hun åbner op for sit fortryllede univers i et samarbejde med den svenske highstreetkæde Weekday.

Hvordan kom samarbejdet med Weekday op og stå?
Jeg blev kontaktet af Ellinor Nysted fra Weekday under modeugen sidste sommer. Hun henvendte sig med henblik på et muligt samarbejde og det var sådan det hele startede. Jeg har været glad for at arbejde sammen med Weekday fordi jeg gerne vil kunne tilbyde mine smykker til alle og fordi jeg synes, at dem der står bag Weekday har skabt et spændende brand, hvor de fleste kan være med.

Hvor kommer inspirationen til kollektionen fra?
Til denne kollektion har jeg især været inspireret af trapper, trappesatser, Eschers uendelige trappeuniverser og italienske Fornasettis fine og pudsige illustrationer. Jeg har prøvet at lave nogle ting, der tydeligt er ’mig’, men måske er lidt enklere i udtrykket.

Hvad er dine planer for modeugen?
Onsdag aften holder jeg sammen med Weekday et arrangement, hvor samarbejdet præsenteres. Derudover skal jeg se Stine Goyas show og jeg glæder mig til at se, hvad Silas Adler har fundet på for Soulland. 

Hvilket er det næste smykke du selv skal investere i?
En sølvdobbeltring jeg har designet for Weekday. 

Dine smykker er med i Madonnas nye video, kan du fortælle lidt om det?
Jeg mødtes med Madonnas stylist under modeugen i Stockholm sidste år. Siden er ringen dukket op på hendes fingre ved flere lejligheder, og senest blev den spottet i hendes musikvideo. 

Hvad kan vi forvente fremover?
The sky is the limit... Der er mange ting jeg ønsker, men mest af alt ønsker jeg, at de piger der går med mine smykker er lykkelige for dem.

Relaterede artikler