Cover.dk

En af verdens smukkeste kvinder ligger i min seng. Hun har bind for øjnene og jeg ligger og kigger på hendes mund. På hendes perfekte læber. Jeg har længe haft lyst til at kysse dem, men forudsætningen for at hun fulgte mig hjem fra 1. halvleg af modeugen var at der ikke var noget hanky panky. Og det mente jeg i min fede brandert at jeg godt kunne håndtere. Man er vel en gentleman. Og hun elsker sin kæreste. Hun elsker ham virkelig, oprigtigt og helt, og jeg har på intet tidspunkt været i tvivl om at jeg er chanceløs i den sammenhæng. Det bidrager til at skubbe min fascination over i besættelse. Hun er totalt ude for min rækkevidde og dog lige her i min seng. Hun er både skrøbelig, sårbar og æstetisk smuk på samme tid. Hvorfor er jeg besat af hende? Er det vores fælles hobby med kemiske hjælpemidler? Den lille apoteker. Frøken Feelgood. Hun forstår i hvert fald den side af mig. Er det min forfængelighed? En model i sengen? Er det hendes semidysfunktionelle baggrund, som minder om min egen, der drager mig? Jeg sidder lidt og tænker efter. Det er skrøbeligheden. Den er i hendes grønne katteøjne. Jeg har brug for at forstå hende, for at forstå mig selv. Jeg har brug for at forstå hvorfor jeg er gået i selvsving over hende. Hvorfor jeg valgte at gå hjem med hende i stedet for en perlerække af stensikre bootycalls. Hvorfor ofrede jeg min mulighed for at smide snapsen på bekostning af hendes selskab. Hun inspirerer mig. Er hun min muse? Er det ikke den ældste kunsterkliche nogensinde. Vores undskyldning for at omgås uopnåelige smukke kvinder, og skabe over det glimt af paradis, som et øjeblik kan udfylde det sorte hul i vores tomme sjæl.

Sune spiller ’The Terrorist’ med Chopper fra sin iPhone. Onde jungle beats er soundtracket der overdøver hendes hosten. ”Bristol er det sted i verden med flest crackheads pr. km2”, informerer han. Sune er dagens anden muse. Hans soundtrack har kørt hele morgenen. Hans selections trækker mig i nye retninger. Ondere og skarpere. De første par dage har budt på forsvindende få overraskelser rent modemæssigt. Personligt er det kun Vilsbøl De Arce og Noir som har imponeret mig. Vilsbøls storskærm med pigen med boksertuden og de sensuelle læber og den ambiente lydflade sugede mig ind på catwalken. Og Noir. Det var poetisk. Smukt skrøbeligt. Og da den drømmende musik skiftede over i et elektronisk beat, sexet ad helvede til. Det omfavnede hele luder/madonna konceptet i et stort kærligt kram. Det holdt os hårdt i nakken og tog os op af køkkenbordet, og strøg os over håret og kyssede os blidt bagefter. Bravo! Håret lignede tuperede trækroner med et let lag hvidt pudder, som blæste af om ørerne på pigerne. ’Tarantula’ med Pendulum brager ud af højtalerne. Vi slås nærmest om min gamle lorte macbook, hvor det rainbowfarvede hjul fra helvede snurrer rundt og rundt, som en hypnotisørs øjne. Så er vi oppe i gear. Vi skal have noget at æde. Der går Fidibus i den, og Paten vil have hummerbisque fra Formel B. ”Morder myrder morder dem”, synger Eagger og Stunngun. ”So I asked him where does all this violence come from?”, rapper Sune ind i mit øre, mens han afspiller en video der fylder hele skærmen. Vi prøver som alle andre at fordøje byens indtryk. ”Hvad med den hummerbisque, homie?”. Han ringer til Formel B. ”Det er Sune Kaas, jeg vil gerne have tre hummerbisque bragt ud til Jokeren”. ”Det kan ikke lade sig gøre. Overhovedet”. ”Nå. Ved du hvor vi kan få det?”. ”Nej”. Jeg tager telefonen : ”Nå, men så tak for ingenting, din snotskovl!”. Mere jungle og et hug af astmasprayen. Men hvad med modeugen? Jeg havde lavet en børnebog for voksne på min blog. Den hed ”Hvad er modeugen?” i erkendelse af at jeg intet ved om mode. Så jeg havde sat mig for at spørge modeugens deltagere om hvad den er. Min homie Phille Hankat illustrerede den. Vi havde stort set overholdt vores deadline og var godt tilfredse med resultatet. F. eks. fik jeg kommentaren ”Jeg er en lille brandmand i rødt læder”, fra Dansk Magazines Uffe Buchard, og hans velsignelse til at citere ham. Overskudsagtigt type. Jeg ringer og aftaler hvilke fester vi skal nå lørdag med Mannequinkongen Kenneth Schultz, som har været min wingman hele ugen. Mine to muser ligger og slanger sig i sofaen. Min homegirl Mami er kommet forbi med en flaske Hitching Post, Pinot Noir. Jeg har suppleret med et overdådigt fad tapas fra restauranten i kælderen og et par ekstra flasker. Vi hører hård dansk surfrock fra ”The Good – The Bad” mens vi gør os klar til Dansk festen. For et par timer siden var vi forbi Galleri Hans Alf og se Borcher og Rubinke. Et abstrakt performance art show skråret over Marias barnligt uhyggelige univers. Det er folk som dem og Moon Spoon Saloon, der gør at vi orker at børste nattens colombianske flakes af skulderpuderne, smide underdrengene og gå commando ind i atter en dag med dag med langbenede modeller, champagne ad libitum og afgrundsdyb overfladiskhed. Jeg sender Andy Warhol en kærlig tanke. Han ville have elsket os.