Cover.dk

Jesper skriver: Charlie twitter, fuglene pipper, mens jeg selv tripper, tripper over konceptet reality, som jo i virkeligheden intet har med virkeligheden at gøre. Det er også allerede håbløst forældet. Hvad skal vi så? Hvad er det næste? Uvirkelighed? Surrealisme? Måske Surreality? Som så i virkeligheden ville virke rigtig og altomfavnende realistisk i vores syrede subjektive opfattelse af verden? Hvad er forskellen på realisme og virkelighed egentlig? Real-ism, den rigtige isme, rigtisme, er det i virkeligheden muligt? Er det sandheden? Åh nej, nu ikke den igen. Så hellere overrealismen. Og hvorfor stoppe der? Hvad med superrealisme? Megarealisme?  Udvidet virkelighed? Udvirkelighed. Indvirkelighed. Hvilken indvirkning har realisme på os? Den findes jo. Virkeligheden i modsætning til sandheden. Prøv bare at slå dit hoved ind i væggen igen. Når du løber panden mod muren rammer du virkeligheden. Så vil jeg hellere, som Peter Laugesen, hamre og hakke mine tanker ud og lade ord flyde anarkistisk frit, for netop at sætte dem fri og gensidigt respektere deres ligeværd. De har lov til at være her alle sammen. De skal faktisk være her alle sammen. Det er bydende nødvendigt. Selv tanken om det som jeg ubevidst bortcensurerer skal have lov at være her. Selvcensur er resultatets fødselshjælper, men processens og poesiens fjende. Skal jeg lave en overskrift eller skal jeg netop undlade at farve dig inden du overhovedet har læst et eneste ord af teksten. Skal vi ikke tage brillerne af så vi bedre kan se? Prøv at knibe øjnene sammen indtil de sorte bogstaver flyder ud og du kun kan ane deres betydning. I tågen er alle bogstaver ens, har alle ord samme betydning, kommer det ud på et. Det er bare bogstaver sat sammen af en du ikke kender. Hvad med at udvikle en midlertidig ordblindhed og i stedet tænke lidt over hvad du selv synes, finde ud af hvad dine holdninger og synspunkter er, finde dit eget udtryk? Din stil.

Er dette poesi? Er det en blog? En klumme? Det er fucking lige meget. Det er det som det er. Det er ord. Det er bare ord. Kan man sige bare om ord? Hvordan bare? Nøgne? Mental striptease. Ja, lad os smide vores overfladiske overtøj og out’e vores overvejelser og være nøgne. Lad os blotte os. Nøgenhed er jo ikke specielt skræmmende. Kun i den forstand at folk føler sig sårbare når de tager deres facade af. Hvad skal vi med alle disse ord? Jeg kan ikke længere huske mine første ord. Hvilke skal være mine sidste? Men så langt er vi slet ikke kommet endnu. Det nytter ikke at læse slutningen, før du har forstået bogens indhold. Ellers kunne vi jo korte alt ned til sms længde, til en status opdatering, til en twitter. Men egentlig er det vel det samme. Vi er tankelæsere. Værsgo, læs mine tanker. Maxitwitter på 1000 ord. Jumbotwitter, en hel roman. Hvad får man ud af det? Men får vel nogle detaljer med. Nogle mellemregninger. Det er oplevelsen af en proces fremfor et resultat. For resultatet af processen er jo ikke det væsentlige. Eller hvad? Er det ikke bare en lommefilosofisk sandhed, der som alle andre sandheder ender med at blive en kliche? Selvom livets uundgåelige resultat er døden, er proces i sig selv uden et resultat vel meningsløst. Det er som at køre et helt Tour de France, ligge øverst i klassementet, og så stå af og droppe ud af løbet lige før du kører over målstregen på Champs-Élysées. Så hvilke resultater skaber vi? Hvilke er væsentlige? Hvilke er ikke? Alle handlinger har en konsekvens. Men hvad vil vi være stolte af på den yderste kant? Hvad betyder noget for dig? Det handler om at definere sine værdier. Og her taler jeg ikke kun om friværdier og værdigenstande. Hvad er egentlig noget værd på den lange bane? Dine børns kærlighed? Du er pænt syg hvis du ikke kan svare ja til den. En livspartners kærlighed? Få i vores generation kommer til at opleve det. Dine venners kærlighed? Folkets kærlighed? Hvad med Guds? Der er ikke så få darwinistiske, ateistiske, kulturradikale stormløbere, som har givet Gud en ekstra chance, når sandet i timeglasset begyndte at løbe ud. Hvad er egentlig noget værd for dig?
Jeg selv er genopstanden efter en sjaskvåd påske. Det er mig åbenbart ikke muligt at drikke mig ihjel. Guderne skal vide at jeg har prøvet. Så hvorfor blive ved at prøve? Jeg gider sgu ikke mere. Fuck det. Var det det værd? Overhovedet ikke. Jeg har set både det værste og det bedste som Københavns natteliv og underverden har at byde på: Det er mine venner. Og med venner som dem, hvem har brug for fjender? Var processen interessant? Var den poetisk? Til dels, men efterhånden er den også blevet en gentagelse. Både processen og poesien skal være fremadskridende. Ellers er den ligegyldig. Og de resultater den skaber hen ad vejen skal være noget værd. Lige nu ser jeg det hele klart i forårssolen. Mit tankemylder er forsvundet. Jeg er ydmyg og taknemmelig over at være i live. Jeg elsker min datter. Jeg frydes over kirsebærtræernes blomster, ja over hele naturens skønhed, og den sommer som ligger foran os. At sætte poetiske ord på det smukke, det genialt enkle, det skønne er den største udfordring i denne horenwelt. Quid Pro Quo. Noget for noget, men hvad skal vi give i bytte for evige sandheder? Vi har intet at byde på, så vi afskriver dem som klicheer og sovser videre i snavset som de svin vi inderst inde er. Det slutter nu! Fra nu af skal min skriveproces være resultatorienteret i den forstand at processen i sig selv er en del af resultatet. Lad mig få klattet nogle ord op på det skide lærred. Lad mig få hakket nogle sandheder ud på nettet, nu vi er i gang. Hver gang min finger rammer en tast tæller det på måltavlen. Jeg er i gang igen. Jesper skriver.