London Fashion Week part 2
London Fashion Week part 2
Christina Zemanova·20/09/2012·Mode London Fashion Week
Covers modeskribent Susanne Madsen runder af fra modeugen i London med de sidste highlights fra catwalken.
Hvis man så åbningsceremonien af OL i London, er man ikke i tvivl om, at englændere er et tosset folkefærd. Humor er også et af London-designernes vigtigste redskaber, men som den nyligt overståede modeuge cementerede, er den skæve og vittige attitude balanceret af et til stadighed mere utroligt håndværk.
Intet sted eksisterer det rablende og det sublime side om side som hos Meadham Kirchhoff, hvor duoen Edward Meadham og Ben Kirchhoff er berygtede for deres outrerede shows. Der har været can-can-dansende Courtney Love-lookalikes og et hekseshow, der sprang sig selv over og kun bestod af en finale. Denne sæson var noget af deres Rasmus Modsat-attitude evaporeret, og tilbage stod en sublim og fantasifuld rokokokollektion: en opulent og korsetteret Marie Antoinette-eksplosion af broderier, juveler og silkesløjfer.
Håndværk og humor af bedste kaliber finder man også hos strikmærket Sister by Sibling. Trioen, der består af Cozette McCreery, Joe Bates og Sid Bryan, har været en af drivkræfterne bag de sidste par års store striksweater-renæssance, og forår/sommerkollektionen fastslog deres fantasifulde og rebelske tilgang til mediet. Alt var strikket, fra gimp-masker med pom-pom ører til yndige rosa Toile de Jouy-print.
En anden London strikmaestro er James Long, der denne sæson inviterede til præsentation på St Martins Lane Hotel. Inspirationen var Winona Ryder i filmen Beetlejuice, og kollektionen ramte en perfekt balance mellem det feminine og det gotiske i chikke silhuetter i sort-hvide striber, strikket og vævet i skiftende strukturer.
Giles Deacon er heller ikke bange for gotisk drama, og viste for anden gang i den dunkle Stationers Hall ved St Paul’s. Giles formår altid at give sine balkjoler en aura af noget undergravende: sidste sæson havde roberne afbrændte huller, og denne gang var de laserskåret i mønstre af knust glas, inspireret af sexbomben Jayne Mansfields uhyggelige biluheld.
Det er også værd at tjekke det nye brasilianske talent Lucas Nascimento ud. Designerens kølige halvfemseræstetik og skulpturelle elegance trak fulde huse til showet på Somerset House, hvor Dazed & Confuseds fashion director Karen Langley stylede.

















