Cover.dk

Ramadanen startede i år præcis samtidigt som modeugen. Tal om et ironisk sammentræf. Asketisk faste vs. total dekadence. Under modeugen bliver der flirtet, kneppe, sniffet, drukket, syndet, som sad vi til højbords i Babylon. Vores muslimske brødre og søstre faster. De dyrker afholdenheden. Jeg selv har startet min lørdag med at levere varen til min redaktør, tage et rensende bad og køre mod Østerbro i en taxa. Jeg får en snak med chaufføren Naim om modecirkusset, som er i byen. Han selv faster med måde. Hvis du skal køre taxa hele dagen på en forsvarlig måde skal du have lidt energi. Han har en halv liter Faxe kondi i kopholderen. Få af os etnisk danske tror mere, men faste er også en del af kristendommen. Jeg selv er tilvalgt Protestant. Vi tror begge på Gud. På en gud. Den samme Gud. Det glemmer folk ofte fordi det altid er de ekstreme der får lov at kridte banen op når det kommer til religion og kultur. For folk som Naim og jeg er det mere lavpraktisk. Jeg ved hvornår der er eid og han ved hvornår det er jul og påske. Vi lever i de samme gader, og i vores verden, på gaden, lever vi sammen kristne, muslimer og ateister. Side om side og har ofte mere til fælles end vi har med andre af vores respektive etniciteter fra andre dele af landet og verden. Vi er københavnere. Integrationen er allerede en realitet på gadeplan. I de sene morgentimer har jeg haft mange snakke om livet og kærligheden. Mange tror på troskab og tosomhed. Et ideal. Men går man dem på klingen lever det færreste helt op til det. Urenhed kan også være mental. Renhed er ikke kun en fysisk ting. Men den starter der. Efter 5 dage med sex, drugs, og surfrock er jeg mættet. I hvert fald mæt nok til at tænke og filosofere over hvorfor det på den yderste kant føles lidt tomt og ligegyldigt. Overforbrug devaluerer handlingers værdi. Tager du stoffer hver dag er det ikke noget ekstraordinært. Har du sex med 40-50 kvinder om året flyder de sammen til en masse af blødt feminint kød. Intet skiller sig ud. Intet er specielt, og alt bliver derfor ligegyldigt.

Jeg er hos Phille Hankat. Mami, Katinka, og My Girl spiller Trivial Persuit. Katinka vinder. Jeg kigger på hendes og Mamis fantastiske naturlige bryster og bliver taknemmelig. Gud har været gavmild. For hvis Gud har skabt alt har han vel også skabt vores lyster og svagheder. Vores drifter og behov. Hvorfor er det en synd når My Girl, tørrer en fingerspids colombiansk flake af på mit røvhul, mens jeg læner mig ind over bordet med en stråhat på ? Coken kilder mig dejligt og pirrende i røvhullet. Phille Hankat har sat noget tung riffrock på, og jeg dyrker min ypperste last. Jeg skriver. Skriver og prøver at forstå. Da vi frasagde os gud mistede vi den ultimative autoritet. Tag parforhold f. eks. Alle går fra hinanden så snart de får børn nu. Måske er det bare vores natur at gå fra hinanden når vi hver i sær har fået de ud af det som vores gener ønskede. Når aberne med de forvoksede forvirrede hjerner, har videreført deres destruktive blodlinie. Før holdt vores frygt for en vredladen og straffende Gud os fast i vores parforhold til døden os skilte. Nu plejer vi vores egne egoistiske drifter og behov i en utilfredsstillende kamp som alle taber. Især vores elskede børn. Jeg tænker på min datter Chili. Jeg elsker den store lille pige så intenst at jeg ikke kan være i mig selv. Det er den raffinerede rendyrkede essens af kærlighed. ”Vi bliver født, og så dør vi. Og så er der noget kærlighed”, stod der på væggen i børneafsnittet af Statens museum for kunst. Hvorfor helvede stod det inde hos børnene? Hvorfor er det ikke bøjet i neon midt på rådhuspladsen? Kærlighed. Vi jager og søger efter sandheden. Efter meningen med livet. Efter penge, prestige og magt. Efter vores behovs tilfredsstillelse. Men så snart vi får det vi ville have bliver grænsen skubbet. Hele tiden vil vi have mere. Hvor langt skal My Girls finger op i min røv før jeg bliver tilfreds? Hvilken kvinde kan matche de hundredvis af kvinder der lå før hende i min seng? Hvordan er jeg overhovedet nået dertil? Den ultimative grænse i livet er døden. Skal jeg helt derhen før jeg lærer at sætte pris på det som virkeligt tæller? Kærligheden. Lige nu trænger jeg til afholdenhed. Min dekadence har skabt et nyt behov. Jeg ønsker ro og renhed. Jeg har behov for at skubbe grænsen tilbage i stedet for frem. Ikke permanent. Men for en tid. Jeg ønsker kærlighed og tosomhed som de fleste andre. Hvis jeg vil opnå dette bliver jeg nødt til at skabe plads. Til at skabe et rum hvor jeg kan sætte pris på de smukke ting der omgiver mig. Men det bliver nok først fra mandag. Tidligst. Phille Hankat citerer fra Visdommens bog af Lau Zi : ”Den vise holder sig tilbage og kommer således i første række. Han tager ikke hensyn til sig selv og bliver derfor et med andre. Fordi han er uden personlige interesser, når han målet uden modstand”. Og han har ret. Vi bruger for lidt Kung Fu i hverdagen. Forstadiet til kærlighed er forelskelse. Det er en lykkerus. Det er den rus vi prøver at opnå eller genskabe via falske genveje. Jeg træder tilbage og giver slip nu. Hankatten insisterer på at jeg kaster tre guldmønter på sofaen 6 gange i træk. Vi læser resultatet i Forvandlingernes bog af I Ching. Dommen : ”Tæmmekraften hos det små bringer lykke. Tætte skyer, ingen regn fra vort vestlige område”. Billedet : ”Vinden blæser hen over himmelen : billedet på tæmmekraften hos de små. Således forfiner det ædle menneske sit væsens ydre form”. Under fasten forfiner vi vores ydre form for at vinde kan blæse over himmelen, fjerne skyerne og solen i vores hjerter kan bryde frem. ”Intet er helligt...alt er muligt....ER DET EN FORDEL?!!!”, var ordene Phille råbte da jeg entrede festen. Det er det bestemt. Lige nu har jeg muligheden for at skabe min egen lykke. At vinde kærligheden ved ikke at handle. Ved at åbne mig. Og der er stadig lidt over tre uger tilbage af Ramadanen. Jeg ringer sgu til Hamuddi og Omar. Det er tid til at hænge med de muslimske brødre og få renset ud.  ”Sluk for Pantera nu! Overgivelse er løsningen”, siger Mami, ”eller rettere forløsningen. Giv slip. Du kan ikke kontrollere alt i dit liv”. ”Indre ro, kræver ydre ro”. ”Alle de energier du holder tilbage giver du slip på nu”, siger hun, og masserer mine fødder. ”Folk tror at verden er noget vi kontroller. Det er det ikke. Det er svært at give slip for os moderne mennesker i vesten. Grænseoverskridende. Læg dit liv i guds hænder”. ”Inshallah”, hvisker Behnaz, min persiske prinsesse,  og kysser mig blidt.