Cover.dk

Det var en fucking sej dag i Parken i går! Badedyrs tifo’en startede festen. Igen i år. Det er som om at lige netop den tifo er blevet symbolet på sommer i København. Startskuddet. For selvfølgelig kommer vi ikke til at vinde mesterskabet hver år. Selvom det kan virke sådan. Det smukke ved fodbold er at den er levende. Alt kan ske i fodbold. Bare spørg AaB. Eller spørg mig. Det var også fedt da vi stod på Gladsaxe Stadion, bagud 1-0, og FC var tæt på at rykke ud af Superligaen. Da en ung Todi Jónsson afdriblede 4-5 mand og udlignede, så vi blev i den bedste række. Det var fantastisk da Zuma saksede den ind mod Brøndby og afgjorde mesterskabet med en opvisning i akrobatik. Det var vidunderligt da Jesper Grønkjær i går spillede med et sådant overskud, at enhver kunne se at det er et enormt tab for dansk fodbold at han stopper, selvom det er ham vel undt. Og det var historisk, da han tog et af sine karakteristiske træk ind i banen på kanten af staffesparksfeltet og sendte bolden op i det fjerne hjørne. Jeg græd. Jeg får tårer i øjnene mens jeg tænker på det nu. Hvilken afslutning. Jeg havde gåsehud, og rejste mig op sammen med et fuldt nationalstadion og jublede med ham en sidste gang. Det var smukt, da han i det 89. minut, lige inden han blev skiftet ud for sidste gang, lavede et defensivt løb for at lukke et hul i forsvaret. Det siger så meget om ham og om Ståle Solbakken og om det her hold, som beviseligt er det bedste danske hold nogensinde. Ever. Punktum. Hvad?! Hvis du hører til dem som synes at fodbold ”bare er 22 mand som løber rundt på en græsplæne efter en enkelt bold”, så lad være med at tale til mig. Vi har ikke noget at snakke om.

Der er få ting som vil følge dig gennem hele livet. Men forandring, søskende og den klub du holder med er nogle af dem. Vi er gift med vores klub. I medgang og modgang. Og det føles lige godt hver gang vi vinder mesterskabet. Det vænner man sig aldrig til. Det må man aldrig vænne sig til. Tænk på hvad vi har til fælles alle os som stod derinde i går. Tænk på hvad I har til fælles med andre fodboldfans. For selvfølgelig kender jeg folk, som ikke holder med FCK. Større er Danmark heller ikke. Fodbold er smukt. Fodboldkultur er fucking kultur, og når det bliver spillet som når FCK og F.C. Barcelona spiller det bedst, er det kunst. Det er præcist lige så æstetisk behageligt for øjet, præcist lige så inspirerende, smukt, hæsligt, hårdt eller tænkevækkende som al anden kunst. Men Parken er ikke et museum. Udfaldet er aldrig givet. Bare se på kampen mod OB i sidste uge. Det er tillokkende at dvæle ved dette øjebliks storhed, men de fleste at os tænker sikkert allerede bekymrede på, hvad der skal blive af vores kantspil uden Pospech, Grønkjær og Wendt? Uden Ståles geniale ledelse? For fodbold er levende. Klubben er levende. Champions League venter forude. Sommerpausen er kort. Heldigvis. Men lige nu nyder jeg triumfen og minderne fra atter en stor eftermiddag på Østerbro Jeg nyder at tænke tilbage på en sæson hvor bookmakerne stangede penge over disken allerede før nytår, hvis du havde spillet på FCK som mestre 2010/11. Der var kun os i år. Det bliver næsten umuligt at gøre bedre næste år. Men det er som sagt ikke det vigtige her. Det vigtige er alle de øjeblikke vi har sammen. Det vigtige er ikke kun at synge når man vinder. For sæsoner bliver afsluttet. Spillere og trænere kommer og går. Selv fodboldklubber forsvinder, nye opstår, storhedstider kommer og henruller. Men fodbold er din ven. Altid. Hele livet. Tak!