Cover.dk

Jeg drømte at jeg var til verdens hyggeligste fest. Der var sang og dans. God mad og vin. Bandet var dansk. Sangerne var brasilianske. Trommerne var besat at afrikanere. Min borddame til den ene side var perser, den anden koreaner. Ham jeg faldt i snak med var amerikansk jøde. Der var børn, teenagere, voksne og gamle. Værterne ville ingen gaver have. Hvis man ville give dem noget kunne man donere nogle penge til en børnehave i Mozambique. Man kunne også lade være. Der var inviteret mange flere mennesker end der var stole og borde til, men ingen skænkede det en tanke eller gik i vrede. Der var nemlig plads til alle. Vi hyggede os, smilede, kyssede, krammede, sang, dansede, fortalte, og snakkede. Da festen sluttede spillede de sidste gæster akustisk i gården, mens den ukronede konge af Københavns grønne bænke improviserede en Troels Triersk bryllupsvise om den smukke Herminia til alles store jubel. Brudgommens søn lavede human beatbox til. Det var en dag og en aften hvor verden stod forenet som brødre og søstre på tværs af etniske, kulturelle og religiøse skel. Mange vil kalde den drøm en utopi. Jeg kalder den min ven Mortens bryllup. Nu Dansk ordbog definerer ordet ”utopi” som ”en forestilling om en uopnåelig, ideal tilstand, især vedrørende samfundsforhold”. Kynikere og ”realister” slår en hånlig latter op hvis man drømmer om en sådan verden. De fleste anerkender at det er idealet, men følger straks op med en hær af teorier om hvorfor det netop er en uopnåelig tilstand. Et bryllup, bevares. Men hver dag? Nogle vil endda gå så langt som til at sige at det lyder kedeligt. Eller at der mangler den dynamik, som får hjulene til at dreje rundt. Men jeg var der i går. I Utopia. Der var både dynamik, sjov og ballade. Og hvis det kan eksistere en enkelt aften kan det vel i teorien ske hver dag.
Det feudale samfund er væk. Konger og monarker er kun til pynt nu om stunder. Anarkismen blev hurtigt nedkæmpet. Kommunismen faldt med Berlin-muren. Socialismen hænger i bremsen. Kapitalismen hærger i det meste af verden med sult, nød og fattigdom for de fleste som resultat. Den eneste styreform jeg kan komme i tanke om som ikke har spillet fallit er kærlighed. Du hørte godt hvad jeg sagde : Kærlighed! Lad os lige lade den stå et øjeblik :

KÆRLIGHED

Vi lærer vores børn ikke at slå hinanden eller skabe intriger. Vi lærer dem om fredelig sameksistens. Den teori er allerede svær at forsvare så snart de bliver gamle nok til at se og forstå nyhederne i tv. Så kan man selvfølgelig argumentere for at verdens ledere er dårligt opdragede. Men når dagen er omme er det stadig den største abekat med den længste kæp i hånden der styrer verden. Det er ikke nogen fed tanke. Vi styrer gerne udenom den eller prøver at bortforklare den. Men er det ikke bundlinien? Er det ikke stadig der vi er? Vi bilder også vores børn alle mulige røverhistorier på ærmet om julemanden og tandfeen og søde muhkøer. Men sandheden er at vi spiser de søde muhkøer. Vi fortæller dem om de farlige rovdyr på savannen. Men sandheden er at det er os selv. Det er ikke tigeren, løven eller krokodillen. Det er os. Vi er verden farligste rovdyr. Og vi formerer os med en foruroligende hast. Vi har spredt os over hele verden, bygget huler overalt, transformeret landskabet, manipuleret med selve den natur vi lever i. Set udefra er vi et skadedyr. Men den titel har vi tørret af på rotterne. Hvem skulle forhindre os i at destruere hele verden? Ingen. Vi er om nogen herrer i eget hus. De fleste religioner prædiker næstekærlighed. Men vi bruger dem som regel som argument for at slå hinanden i hovedet. Eller ihjel. Vi har åbenbart misforstået historien om Kain og Abel. Kain var ufed. Ok? Men du må stadig ikke slå ham ihjel. Ellers stopper det aldrig. Mange fornuftige mennesker forkaster ellers religion på det grundlag. Vi forkaster selve teorien om at være søde og kærlige mod hinanden fordi vi ikke har kunnet finde ud af det i praksis. Og så moser vi videre i vores lavpraktiske hverdag, og hidser os op over alt muligt ligegyldigt lort, fordi det er nemmere og langt mere behagelig end at se sandheden i øjnene. Og hov. Nu taler jeg om sandheden, som om den ikke var relativ. Men den nuværende sandhed er til at tage og føle på. Jeg så engang en reklame med en tibetansk munk, hvor der stod ”457 fights lost – 0 won”. Og så kan man grine ad buddhisterne, fordi de ikke slår igen. Men er det egentlig ikke federe at blive slået ihjel end selv at gøre det. At dø for kærligheden? Alternativet er at blive hængene og se os selv drukne os i vores eget lort. God fornøjelse.
Men hvorfor bliver vi så hængende? Jeg ved ikke hvorfor du gør, men jeg gør det fordi jeg gerne vil opleve stunder som i går. Jeg har rejst meget og har endnu ikke været nogen steder i verden, hvor der ikke eksisterede håb og kærlighed. Nogle steder er det håb lille, skrøbeligt, urealistisk og spinkelt. Men det er der. Nogle steder skal man virkeligt lede længe for at finde den næstekærlighed. Men den er der. Og lykken og kærligheden er til daglig lige foran næsen på os i form af vores børn. Og de er fremtiden, vores håb og bla bla bla. Fuck nu det! Vi har også været børn engang. Vi var vores forældres håb for fremtiden. Det er os der er de voksne nu. Hvorfor skubbe lorten videre til næste generation? Hvorfor ikke starte nu? Lad os da starte kærlighedsrevolutionen i dag! Og hvordan gør vi så det? Sådan helt lavpraktisk? Jamen det er sgu da bare at klø på ligesom min ven Morten. Inderst inde ved vi godt hvad der skal til. Smil til din grønthandler. Smil til ham du går fordi på gaden og sig ”Ka du ha en god dag”. Kram dine venner. Kys din kæreste og dine børn. Hold døren for en du ikke prøver at score. Det lyder sgu da ret hyggeligt gør det ikke? Vær fordomsfri. Næsten alle mennesker er ret søde, hvis du selv er sød mod dem. ”Ja, men hvad så hvis der er en der vil stikke dig ned i byen?”. ”Hvad hvis onde magter overtager vores lille land?”. Giv dem for helvede en krammer. Om du så skal dø for kærligheden. Jeg kan ikke komme i tanke om noget jeg hellere vil have stående på min gravsten end ”Han døde for kærligheden”. ”Er du ikke bare en naiv idiot, som sidder og lukker lort ud på en blog som ingen læser?” Muligvis. Men hvad er du så? Hellere det end alternativet. Jeg siger ikke at ondskab og had ikke eksisterer. Jeg siger netop at fordi det eksisterer skal vi vælge og fremelske næstekærligheden i os selv og andre. Utopia er muligt, hvis vi vil det. Vi kan ikke løse alle verdens problemer med et snuptag. Men vi kan løse dem et ad gangen. Stille og roligt. Med gensidig respekt, dialog, indlevelse og forståelse. Det er i hvert fald et forsøg værd, for verden fungerer altså ikke optimalt som den er nu, venner. Tak fordi du mindede mig om det, Morten. Kys din smukke kone fra mig.