Designer Peter Jensen om unisex chic og dansk mad
Designer Peter Jensen om unisex chic og dansk mad
Michael Schmidt·09/08/2012·Chit chat

Cover.dk har taget en snak med designeren, der gjorde lange kaninører til et fashionabelt hit, der netop er blevet optaget i Kraks fornemme Blå Bog og som efter nogle sæsoners pause fra den københavnske modeuge er tilbage, og klar til at give den gas på catwalken.
I aften viser designer Peter Jensen sin nyeste kollektion på Frederiksberg, og vi venter spændt på, hvad designeren, der pendler med professor jobbet i både London og Berlin, har fundet på i denne omgang. Cover.dk har fanget det travle multitalent til en snak om showet, kanalrundfarter og hvad der egentlig er sket siden sidst.
Efter en pause fra Copenhagen Fashion Week er du nu tilbage igen?
Ja, det er rigtigt, at vi vender tilbage til den danske modeuge med et show denne gang. Jeg er er så glad for at have mulighed for at vise i København igen, især fordi jeg føler mærket har udviklet sig siden sidst, så vi har noget nyt på hjertet. Og når vi så bliver spurgt, om vi ikke vil være med, er det jo skønt.
Hvad er forskellen på at vise i London og i København?
Jamen altså forskellen er jo, at jeg bor og arbejder i London, hvilket gør det hele lidt lettere, når der skal holdes show, fordi jeg ikke skal flyve med så mange kufferter, at jeg ligner en dårlig udgave af Joan Collins. Men i år har det været alt arbejdet værd.
Hvad er der sket siden du sidst viste i København?
Pyh, der er jo sket så utrolig meget, at det kan være svært at huske det hele. Jeg er netop blevet optaget i Kraks Blå Bog, hvilket selvfølgelig er en kæmpe ære og gør mig vildt glad. I anledning af mærkets 10 års jubilæum sidste år stod vi bag en kæmpe udstilling i Seoul på et helt fantastisk museum designet af arkitekt Rem Koolhaas. Og så fik jeg lov til at style Lena Dunham i hendes hovedrolle i tv-serien Girls. Det er i hvert fald nogle af mine helt personlige highlights.
Hvad skal vi glæde os til ved showet?
Det bliver en fortsættelse af vores prefall Erika kollektion. Så der kommer til at være en masse unisex på catwalken, men med en chic edge.
Er kaninerne stadig med?
Ja, altid!
Hvad skal du lave, mens du er i København?
Ud over vores show, skal jeg vise vores stylist Shirley Kurata, der kommer fra LA, København med alt hvad det indebærer af kanalrundfart, Tivoli og alle de ting man gør, når man skal opleve byen for første gang.
Hvilke ting kan du ikke undvære i din garderobe den kommende sæson?
Det bliver en Peter Jensen waffle strik, en Bernstock Speirs hat og et par Church sko.
Udover dit eget show, hvad ser du så mest frem til under modeugen?
Jeg glæder mig til Wood Wood og Vibskov showet. Og så skal jeg spise en masse dansk mad med alle de her skønne mennesker jeg kun ser 2 gange om året.












