Aarhus: Model Ulrikke Toft Simonsen
Aarhus: Model Ulrikke Toft Simonsen
Michael Schmidt·23/08/2012·Chit chat

Mød Renée Toft Simonsens datter, modellen Ulrikke, i Covers store Aarhus tillæg, hvor hun i en helt særlig modeserie har skruet sig ned i byens bedste designs.
Cover.dk har fanget den unge model med rødder i smilets by til 3 hurtige om byens bedste koncertoplevelser, hendes hemmelige hangout og kæmpemæssige øl.
Hvor skal man gå hen for at høre noget lækkert musik?
Jeg var inde og høre Hocus Pocus på Train i vinters. Det er noget virkelig lækkert fransk jazz-hip-hop, og det fik løftet mit vinterhumør. Train er et fedt spillested, hvor de booker de største navne, også dem fra udlandet. Dog er mit favorit spillested i Århus V58 i Vestergade. Det er lidt mindre og de navne, de booker svarer til størrelsen. Og så kan man danse natten lang til de DJ’s, der gæster stedet, og ryge smøger i deres trange, men hyggelige kælder.
Dit hemmelige spot i Aarhus?
Der er en lille park bag kvindemuséet overfor Casablanca. Solen skinner næsten altid ind, og der er bænke, man kan sidde på og nyde vejret. Det er et hyggeligt sted at tilbringe sit frikvarter, når man, som jeg, går i skole lige ved siden af.
Byens bedste bar?
Vinstuen er et sjovt sted at gå i byen, både fordi jeg tit møder mine venner der, men også fordi der er sådan en snusket bar-stemning, med alt fra tykke gamle mænd til unge piger. Man kan købe en hel liter øl i kæmpemæssige glas, der minder én om Tyskland og schlagermusik. Hvis man gerne vil danse, er Shen Mao et fedt sted, det er småt og crowded, og de spiller god musik.









