Aarhus: Butiksejer Carsten Hauge Hensberg

Aarhus: Butiksejer Carsten Hauge Hensberg

Fotografi: Anne Mie Dreves.

Vi har talt med 7 cool århusianere i augustnummerets Aarhus-tillæg.

De sidste 12 år har Carsten handlet med designertøj fra butikken Works Unltd i Aarhus’ latinerkvarter. Interessen for design har altid boet i århusianeren, men blev for alvor vakt til live, da han flyttede til Paris i 1994, spadserede gaderne tynde og tog billeder. “Der skete så utrolig meget i baggårdene, og jeg tænkte, at hvis jeg kunne overføre det til min lille hjemby Aarhus, ville det blive til noget rigtig spændende.”

I dag står han stadig selv i butikken og hilser på forbigående kunder og venner igennem de altid åbne døre. Henrik Vibskovs excentriske kollektioner har hørt til i butikken i mange år, men også englænderen Ally Capellinos smukke tasker er blevet fast inventar.

Hvor finder man de bedste råvarer i Aarhus?
“Jeg handler fast på Bispetorvet ,hvor der er grøntsagsmarked hver onsdag og lørdag. Der er en grønthandler, Ib, som har haft sin bod på torvet siden 70´erne og handler med økologisk grønt. Så her finder jeg alt, hvad jeg skal bruge til aftensmaden.”

Den bedste delikatessebutik?
“Det er Grand Fromages, som er Guldsmedgades ostebutik. Man kan mærke, at de har styr på sagerne og ved, hvad de har at gøre med. Der er mange gode oste, især danske, men deres rav-ost skal man smage”. 

Den bedste restaurant?
“Estragon har jeg fulgt igennem flere ejere. Det startede som en lille fransk bistro og er i dag lidt mere nordisk. Men den har bevaret den hyggelige atmosfære med sine kun 22 pladser”.

Dit hemmelige spot i byen?
“Der ligger en lille café på banegårdspladsen, der hedder Tgv. Den gemmer sig måske smule, men hér kan man faktisk sidde, som man sad på Gare Du Nord i Paris og kigge udover banegården. Man er lidt anonym, fordi man pludselig sidder i en større sammenhæng med folk på vej ud eller videre. Det findes ikke mange andre steder i Aarhus”. 

Hvor går du hen for at slappe af?
“Jeg tager ud i Marselisborgskovene i noget, der hedder Hørhaven. Der er skov helt ned til vandet, hvor de gamle fiskerbåde ligger. Det er et dejligt sted til lige at kigge ud over havet og få noget horisont på tingene, have en termokande med og drikke en kop kaffe”.

Den bedste oplevelse under Aarhus festuge?
“Jeg har været til nogle danseforestillinger oppe i musikhuset, som jeg formodentligt ikke ville have set ellers. Det var noget fantastisk klassisk musik med et touch af alt muligt andet. Og så er festugen god på grund af alle de mindre kulturelle arrangementer, der sker lige rundt om hjørnet”.

Relaterede artikler