Ingenting og alting
Ingen mobildækning
Ingen rap, ingen radio
Bare lyden af luft i høj fart gennem min bilrude
Ingen planer
Ingen aftaler, intet ansvar
Bare lyden af fugle som ikke er måger i en grøftekant
Ingen hidsige cyklister
Ingen busser, ingen sirener
Bare lyden af bladenes brusen og en tudse i mosen
Ingen solbriller
Intet filter, ingen parader
Bare lyden af et suk fra min hals da farverne overvælder mig
Ingen ringe på fingrene
Ingen løfter, ingen brudte
Bare lyden af dine tanker fra den mund, som jeg kunne kigge på altid
Ingen fødder på køkkengulvet
Intet tøj, ingen hæmninger
Bare lyden af os to som vokser sammen i en orgasme
Jesper Dahl
En ven for livet
Det var en fucking sej dag i Parken i går! Badedyrs tifo’en startede festen. Igen i år. Det er som om at lige netop den tifo er blevet symbolet på sommer i København. Startskuddet. For selvfølgelig kommer vi ikke til at vinde mesterskabet hver år. Selvom det kan virke sådan. Det smukke ved fodbold er at den er levende. Alt kan ske i fodbold. Bare spørg AaB. Eller spørg mig. Det var også fedt da vi stod på Gladsaxe Stadion, bagud 1-0, og FC var tæt på at rykke ud af Superligaen. Da en ung Todi Jónsson afdriblede 4-5 mand og udlignede, så vi blev i den bedste række. Det var fantastisk da Zuma saksede den ind mod Brøndby og afgjorde mesterskabet med en opvisning i akrobatik. Det var vidunderligt da Jesper Grønkjær i går spillede med et sådant overskud, at enhver kunne se at det er et enormt tab for dansk fodbold at han stopper, selvom det er ham vel undt. Og det var historisk, da han tog et af sine karakteristiske træk ind i banen på kanten af staffesparksfeltet og sendte bolden op i det fjerne hjørne. Jeg græd. Jeg får tårer i øjnene mens jeg tænker på det nu. Hvilken afslutning. Jeg havde gåsehud, og rejste mig op sammen med et fuldt nationalstadion og jublede med ham en sidste gang. Det var smukt, da han i det 89. minut, lige inden han blev skiftet ud for sidste gang, lavede et defensivt løb for at lukke et hul i forsvaret. Det siger så meget om ham og om Ståle Solbakken og om det her hold, som beviseligt er det bedste danske hold nogensinde. Ever. Punktum. Hvad?! Hvis du hører til dem som synes at fodbold ”bare er 22 mand som løber rundt på en græsplæne efter en enkelt bold”, så lad være med at tale til mig. Vi har ikke noget at snakke om.
Der er få ting som vil følge dig gennem hele livet. Men forandring, søskende og den klub du holder med er nogle af dem. Vi er gift med vores klub. I medgang og modgang. Og det føles lige godt hver gang vi vinder mesterskabet. Det vænner man sig aldrig til. Det må man aldrig vænne sig til. Tænk på hvad vi har til fælles alle os som stod derinde i går. Tænk på hvad I har til fælles med andre fodboldfans. For selvfølgelig kender jeg folk, som ikke holder med FCK. Større er Danmark heller ikke. Fodbold er smukt. Fodboldkultur er fucking kultur, og når det bliver spillet som når FCK og F.C. Barcelona spiller det bedst, er det kunst. Det er præcist lige så æstetisk behageligt for øjet, præcist lige så inspirerende, smukt, hæsligt, hårdt eller tænkevækkende som al anden kunst. Men Parken er ikke et museum. Udfaldet er aldrig givet. Bare se på kampen mod OB i sidste uge. Det er tillokkende at dvæle ved dette øjebliks storhed, men de fleste at os tænker sikkert allerede bekymrede på, hvad der skal blive af vores kantspil uden Pospech, Grønkjær og Wendt? Uden Ståles geniale ledelse? For fodbold er levende. Klubben er levende. Champions League venter forude. Sommerpausen er kort. Heldigvis. Men lige nu nyder jeg triumfen og minderne fra atter en stor eftermiddag på Østerbro Jeg nyder at tænke tilbage på en sæson hvor bookmakerne stangede penge over disken allerede før nytår, hvis du havde spillet på FCK som mestre 2010/11. Der var kun os i år. Det bliver næsten umuligt at gøre bedre næste år. Men det er som sagt ikke det vigtige her. Det vigtige er alle de øjeblikke vi har sammen. Det vigtige er ikke kun at synge når man vinder. For sæsoner bliver afsluttet. Spillere og trænere kommer og går. Selv fodboldklubber forsvinder, nye opstår, storhedstider kommer og henruller. Men fodbold er din ven. Altid. Hele livet. Tak!
Jesper Dahl
Alle rappers er vilde med tøser
Frit efter ”Alle sømænd er glade for piger”
Alle rappers er vilde med tøser
Så jeg smiler, går hen og sir hej
Får dit nummer og et kys på kinden
For mit hjerte banker kun for dig
Og lidt for
Samira, Maria og Kira, Jamilla og Lykke og Pia og Jill
Men også for
Candy, Louise og Sandy, for Anna og Tina og Mia og Lil
Alle rappers tar ud på turneer
Efter showet i bussen når jeg
Sidder der bland groupies og klicheer
Vil jeg op på hotellet med dig
Men os’ med
Samira, Maria og Kira, Jamilla og Lykke og Pia og Jill
Selvfølgelig med
Candy, Louise og Sandy, med Anna og Tina og Mia og Lil
Alle rappers er flot tatoveret
Går til Aces High i København
Og får armene flot dekoreret
Med et hjerte og der står dit navn
Ved siden af
Samiras, Marias og Kiras, Jamillas og Lykkes og Pia og Jills
Men også med
Candys, Louises og Sandys, med Annas og Tinas og Mias og Lils
Alle tøser er vilde med homies
Så at score det går som en leg
For når de lægger hoved på puden
Ja, så drømmer de alle om mig
Men også om
Liam, Mac Einer og Niarn, og ham L Ron Harald og Clemens og Kidd
Om
Øjvind fra Rockers, ja selv Vote for Truckers, om Johnson og Yepha og Pato på skift
Jesper Dahl
Min seng er din seng
Du har det dejligste smil i verden
Når jeg ligger her med lukkede øjne
Kan jeg se omridset af dine læber, krusningen
I mundvigen som trækker drillende opad
Min seng er din seng
Regnvejret er bare vand
Når du smiler med dine grønne
Katteøjne og jeg kysser dine fregner
Min seng er din seng
Jeg kan mærke din våde hud, selv nu
Hvor du har været væk hele dagen, og forlod mig
Tidligt med et "Tak for morgenmad og pik"
Min seng er din seng
Det er ikke så vigtigt at du ikke ligger her nu
Det vigtige er at du snart vil ligge her igen
Og smile listigt, lystigt
Min seng er din seng
Den gråorange glød, den blå røg som smyger sig
Om natlampen, minder mig om dig, om mig,
Om behov som altid skal dækkes med det samme
Min seng er din seng
Men din seng er også din eksmands, dit barns
Din tidligere fremtids seng, en seng som skal passes
Men det ok lige nu
Min seng er din seng
Og selv hvis den kun, var det for en stund
Vil dit smil, din mund, være med mig altid
Og bekræfte min teori om, at livet er fuldstændigt vidunderligt
Jesper Dahl
Den smukke vej
Livet er ikke let - for nogen
Der er ingen genveje, ingen easy street
Derfor er kampen vi kæmper med livet smuk
Vi går den smukke vej
Hæslighedens æstetik behager dit øje fordi det rent faktisk ER smukt
Det er i altings samlekraft at skønheden ligger
I bare at være til uden hele tiden at stille sig til dommer over livet
At lade livet leve
At lade det ånde og elske og pisse og fortære og forbruge og forsvinde
At lade det ske
Det er smukt at kunne rumme det
For det er jo forfærdeligt og forvirrende
Det er fortryllende og fortegnet
Det er for meget og alt alt for lidt og for kort
Det er livet
Og på den måde er det jo faktisk let og ligetil
Jesper Dahl
Sommermoden 2011
Dette er jo en modeblog, så det er ved at være tid til iskoldt at kalde sommerens tendenser i 2011 i en af vores såkaldte inspirationslister:
- At ligne Christopher Lambert i Subway (Blotterjakke, slidte jeans og hightops)
- At date begavede fotomodeller (Det går aldrig af mode)
- Vedholdende at råbe ”Winning” hele vejen ned i sit personlige Helvede
- ”The Business” af Nick Love
- At kalde farvelade for ”gouache” og lave tegninger på papir er bare helt offensivt
- At bastardmixe ”Howl” med ”Freddie Freeloader” og ”Chateauneuf-du-pape” på sin laptop (Start Ginsberg efter 21. sek)
- Ord er bare for vilde! Det er fandme billig sjov om noget.
- ”Catpeople” af David Bowie
- At have 2-3 uafsluttede halvseriøse og helt rodede affærer i Paris, Lissabon og/eller Berlin kørende
- At være udødelig og have beef med andre udødelige (Som Christopher Lambert i Highlander)
- At se ”King of New York” af Abel Ferrara (Nej, den går heller aldrig af mode)
- ”Fame” af David Bowie
- Storm P er dope!
- At råbe ”Inshallah” hver gang det hele fucker up og derved frikende sig selv ubetinget for et hvert ansvar i dette jordiske liv
- At være nede med Ai Weiwei og Steve Powers på én gang
- At græde i sit køkken mens man råber: ”’Hvorfor er musikken så smuk?!”
- ”De vilde kaniner” af Gnags og at lægge venstreorienterede revolutionsplaner op til valget med Peter A.G. på et gadehjørne i indre by
- Isabella Adjani og franske skuespillerinder og kvinder er generelt bare for smurte!
- ”Jungle Jay” af Olu Dara og hans søn Nasir (Nasty Nas)
- Ord af Lene Adler Petersen og Jenny Holzer
Jesper Dahl
Jeg elsker Satan
Jeg elsker Satan. Jeg har gået og holdt øje med ham i Københavns gader det sidste års tid eller to. Han er overalt. Der er ikke det sted i byen han ikke har sat sit mærke. Og nej, jeg taler selvfølgelig ikke om Guds ærkerival. Eller måske gør jeg? For hvem andre dukker op ud af ingenting, laver forbudte streger, og forsvinder uset igen? Er det måske i virkeligheden Satan selv, som står bag alle disse tags og throw ups på byens mure? Hvem ved? Det er et catchy navn, men jeg har selvfølgelig også bidt mærke i valget af typer, som ser lidt heavy metalsk eller smånazistisk ud. Det var først da min homie Kaliffen bemærkede at hans S var et omvendt N, at det gik op for mig at det er et palindrom, hvilket bare fordybede min respekt. Og sammen med alle de andre bydekoratører gør han København til et mere interessant set at færdes. Tag for eksempel en anden gadekunstners kommentar til Fogh som Natochef, som en slikdispenser fyldt med 9mm patroner eller kommentaren ”Intet menneske er illegalt” foran busstoppestedet i starten af Nørrebrogade. Det er hvad jeg vil kalde bydende nødvendigt hærværk af det offentlige rum. For byen ville være fattigere uden. Selv den klassiske ebonics-joke ”Din mor” med lyserøde løbere klæder vores grønne bænke langs søerne.
For byens rum lever. Du bliver nødt til at bevæge dig i det dagligt, hvis du vil have det hele med. Kunstværkerne forsvinder igen, og nye bliver kastet op på væggene. Det er ligesom med sproget. Brugen af ord ændrer sig hele tiden, nye kommer til, mens andre bliver håbløst forældede, næsten inden de har fået fodfæste. Det er både murenes og ordets natur at være i konstant bevægelse. Det samme gælder rappen. Fornyelse er et grundvilkår. Du kan højest håbe på et par år i solen, og hvis du gør det godt kan du bryste dig af at have været sidste års kattekonge før du får blinket med øjnene. Intet varer evigt og især ikke på gaden. Dansk raps tredje bølge har længe skvulpet i strandkanten, og vi har stået med fødder der lige akkurat blev dækket af skum og kigget forventningsfuldt ud på undergrundens hav. Og nu kan vi endelig se tsunamien tårne sig op i det fjerne. For du har ”Kysset med Jamel”, og om lidt tager Kidd, Kesi eller Stanley Most kongekronen tilbage til hovedstaden. Du kan lukke øjnene, du kan løbe op mod klitterne, eller du kan brede armene ud og lade det opsluge dig, for uanset hvordan du tager imod dem, så er dansk rap tilbage før du kan nå at sige ”Jeg troede kokain og baggypants var smart”. Selv de foretrukne stoffer ændrer sig. De følger moden og musikken som de altid har gjort. Rid du bare af sted på din ”Hest” med ”Emma” (Ketamin og MDMA), for det er en ny dag og jeg byder den om nogen velkommen. Der skal ske noget nyt, og det er faktisk allerede sket, så hold på din cap og dine Ray Ban solbriller for 2011 bliver for vildt! Vi ses derude på streeten.
Jesper Dahl
Maxi-twitter
Jesper skriver: Charlie twitter, fuglene pipper, mens jeg selv tripper, tripper over konceptet reality, som jo i virkeligheden intet har med virkeligheden at gøre. Det er også allerede håbløst forældet. Hvad skal vi så? Hvad er det næste? Uvirkelighed? Surrealisme? Måske Surreality? Som så i virkeligheden ville virke rigtig og altomfavnende realistisk i vores syrede subjektive opfattelse af verden? Hvad er forskellen på realisme og virkelighed egentlig? Real-ism, den rigtige isme, rigtisme, er det i virkeligheden muligt? Er det sandheden? Åh nej, nu ikke den igen. Så hellere overrealismen. Og hvorfor stoppe der? Hvad med superrealisme? Megarealisme? Udvidet virkelighed? Udvirkelighed. Indvirkelighed. Hvilken indvirkning har realisme på os? Den findes jo. Virkeligheden i modsætning til sandheden. Prøv bare at slå dit hoved ind i væggen igen. Når du løber panden mod muren rammer du virkeligheden. Så vil jeg hellere, som Peter Laugesen, hamre og hakke mine tanker ud og lade ord flyde anarkistisk frit, for netop at sætte dem fri og gensidigt respektere deres ligeværd. De har lov til at være her alle sammen. De skal faktisk være her alle sammen. Det er bydende nødvendigt. Selv tanken om det som jeg ubevidst bortcensurerer skal have lov at være her. Selvcensur er resultatets fødselshjælper, men processens og poesiens fjende. Skal jeg lave en overskrift eller skal jeg netop undlade at farve dig inden du overhovedet har læst et eneste ord af teksten. Skal vi ikke tage brillerne af så vi bedre kan se? Prøv at knibe øjnene sammen indtil de sorte bogstaver flyder ud og du kun kan ane deres betydning. I tågen er alle bogstaver ens, har alle ord samme betydning, kommer det ud på et. Det er bare bogstaver sat sammen af en du ikke kender. Hvad med at udvikle en midlertidig ordblindhed og i stedet tænke lidt over hvad du selv synes, finde ud af hvad dine holdninger og synspunkter er, finde dit eget udtryk? Din stil.
Er dette poesi? Er det en blog? En klumme? Det er fucking lige meget. Det er det som det er. Det er ord. Det er bare ord. Kan man sige bare om ord? Hvordan bare? Nøgne? Mental striptease. Ja, lad os smide vores overfladiske overtøj og out’e vores overvejelser og være nøgne. Lad os blotte os. Nøgenhed er jo ikke specielt skræmmende. Kun i den forstand at folk føler sig sårbare når de tager deres facade af. Hvad skal vi med alle disse ord? Jeg kan ikke længere huske mine første ord. Hvilke skal være mine sidste? Men så langt er vi slet ikke kommet endnu. Det nytter ikke at læse slutningen, før du har forstået bogens indhold. Ellers kunne vi jo korte alt ned til sms længde, til en status opdatering, til en twitter. Men egentlig er det vel det samme. Vi er tankelæsere. Værsgo, læs mine tanker. Maxitwitter på 1000 ord. Jumbotwitter, en hel roman. Hvad får man ud af det? Men får vel nogle detaljer med. Nogle mellemregninger. Det er oplevelsen af en proces fremfor et resultat. For resultatet af processen er jo ikke det væsentlige. Eller hvad? Er det ikke bare en lommefilosofisk sandhed, der som alle andre sandheder ender med at blive en kliche? Selvom livets uundgåelige resultat er døden, er proces i sig selv uden et resultat vel meningsløst. Det er som at køre et helt Tour de France, ligge øverst i klassementet, og så stå af og droppe ud af løbet lige før du kører over målstregen på Champs-Élysées. Så hvilke resultater skaber vi? Hvilke er væsentlige? Hvilke er ikke? Alle handlinger har en konsekvens. Men hvad vil vi være stolte af på den yderste kant? Hvad betyder noget for dig? Det handler om at definere sine værdier. Og her taler jeg ikke kun om friværdier og værdigenstande. Hvad er egentlig noget værd på den lange bane? Dine børns kærlighed? Du er pænt syg hvis du ikke kan svare ja til den. En livspartners kærlighed? Få i vores generation kommer til at opleve det. Dine venners kærlighed? Folkets kærlighed? Hvad med Guds? Der er ikke så få darwinistiske, ateistiske, kulturradikale stormløbere, som har givet Gud en ekstra chance, når sandet i timeglasset begyndte at løbe ud. Hvad er egentlig noget værd for dig?
Jeg selv er genopstanden efter en sjaskvåd påske. Det er mig åbenbart ikke muligt at drikke mig ihjel. Guderne skal vide at jeg har prøvet. Så hvorfor blive ved at prøve? Jeg gider sgu ikke mere. Fuck det. Var det det værd? Overhovedet ikke. Jeg har set både det værste og det bedste som Københavns natteliv og underverden har at byde på: Det er mine venner. Og med venner som dem, hvem har brug for fjender? Var processen interessant? Var den poetisk? Til dels, men efterhånden er den også blevet en gentagelse. Både processen og poesien skal være fremadskridende. Ellers er den ligegyldig. Og de resultater den skaber hen ad vejen skal være noget værd. Lige nu ser jeg det hele klart i forårssolen. Mit tankemylder er forsvundet. Jeg er ydmyg og taknemmelig over at være i live. Jeg elsker min datter. Jeg frydes over kirsebærtræernes blomster, ja over hele naturens skønhed, og den sommer som ligger foran os. At sætte poetiske ord på det smukke, det genialt enkle, det skønne er den største udfordring i denne horenwelt. Quid Pro Quo. Noget for noget, men hvad skal vi give i bytte for evige sandheder? Vi har intet at byde på, så vi afskriver dem som klicheer og sovser videre i snavset som de svin vi inderst inde er. Det slutter nu! Fra nu af skal min skriveproces være resultatorienteret i den forstand at processen i sig selv er en del af resultatet. Lad mig få klattet nogle ord op på det skide lærred. Lad mig få hakket nogle sandheder ud på nettet, nu vi er i gang. Hver gang min finger rammer en tast tæller det på måltavlen. Jeg er i gang igen. Jesper skriver.
Jesper Dahl
Der skal ske noget
Jeg går med en fornemmelse af at der skal ske noget. Problemet er bare at jeg ikke ved hvad. Jeg har prøvet en masse ting her i livet. Jeg har tjent en million 10 gange og brugt 11. Jeg har været i Dar Es Salaam, Beirut, Caracas, Los Angeles og Pusan, men ender dog altid lige her i København. Jeg har været fuld og er blevet ædru igen tusind gange. Jeg har set sommeren blive til efterår og vinter, og set kulden, isen tø op og blive til forår igen. Jeg har kysset tusind piger og forladt dem der ikke forlod mig. Da jeg var ung kørte jeg rundt på et gammelt skateboard, og har nu et sprit nyt bræt i bagagerummet af min bil, som jeg til gengæld skal aflevere når leasingaftalen udløber. Jeg er gået op på scener, har rocket dem igen og igen, og ender dog altid bag ved dem, hvor jeg startede. Jeg har set spændende kunst, læst gode bøger, spist udsøgt gourmet mad, men også været helt på røven, og haft både op- og nedtur over det. Jeg har bygget et babylonisk tårn af et korthus op og stolt stået med pege- og langefingrene formet som to V’er på toppen. Og jeg har fejet tårnet ned igen som var jeg en orkan af selvdestruktion der stormede gennem mit liv. For så at starte forfra med at bygge. Jeg ender altid ved status quo. Jeg befinder mig i en uforandret tilstand på trods af at alt omkring mig og inden i mig altid er i bevægelse. Der er selvfølgelig livets konstanter. Det uforanderlige. De værdier som består. Men selv min opfattelse af dem ændrer sig. Musikstykker som jeg troede jeg ville værdsætte hele mit liv mister deres betydning. I hvert fald lige nu. Ting som jeg før mente var vigtige bliver ligegyldige sat ind i min nuværende virkelighed. Ved at leve intenst gennemlever jeg også ting. Og bliver færdige med dem. Selv ting og handlinger som jeg har gentaget i det uendelige vil til sidst miste min interesse og blive grå og ligegyldige. Når jeg sidder her i forårssolen og betragter min nevø og niece bliver jeg mindet om barndommens uskyld. Om glæden ved at opdage ting for første gang. Jeg tror aldrig vi mister mindet om at opdage noget for første gang. Det vil altid sidde dybt i os, og drive os frem mod nye opdagelser. Men jo mere jeg oplever jo tydeligere står det for mig at jeg har været her før.
Det er som at købe et par nye sko: Jeg har optur over mine nye sko. Det er en ny model. Den er i andre farver end mit forrige par. Men euforien bliver hurtigt trådt til og jokket under fode af hverdagens gadesnavs og sliddet fra livets gang hen ad fortovet. Det kan virke ørkesløst, men jeg har også ofte en følelse af at denne gang er anderledes. Selv med solbriller på er det som om at alt står helt klart og skarpt lige nu. Som om at farverne er stærkere end før. Som om at himlen er mere blå, græsset er grønnere, læberne rødere. Som om at alt er ligetil. Ligetil kan lyde positivt, men jeg er hverken rigtigt glad eller forfærdeligt ked af det. Jeg er heller ikke ligeglad. Jeg er mere observerende. Måske lidt som om min sjæl flyver ved siden af mig. Den er ikke forsvundet. Den er ikke død eller væk. Men smerten og uroen er. Jeg er ikke i mine følelsers vold. Det er som om nogen har knipset med fingrene og bragt mig ud af en trance. Som om at jeg lige er vågnet op. Og samtidig har jeg det som om at jeg stadig sover. Det er underligt. På en måde er det nyt. Der sker noget nyt. Sådan tror jeg ikke jeg har haft det før. På den anden side ved jeg præcist hvad der skal ske de næste par måneder, og måske er det netop derfor at det føles sjælløst. Uengageret. Jeg er selvfølgelig også svær at udfordre, for ikke at sige stille tilfreds. Jeg har som sagt set en del i mit liv indtil nu. Så hvad skal være det næste? En ny stil, en ny by, atter en erobring af nogen eller noget? Skal jeg kaste mig ud i noget helt nyt eller acceptere livets rutiner? Skal jeg måske endda finde tilfredshed i dem? Selvtilfredshed? Hvem der bare kunne elske hverdagen. Hvem der bare kunne frydes og måske endda finde tryghed i gentagelsen. Hvem der dog gad at se tv lørdag aften eller kunne få sine musikalske behov dækket i radioen. Det behøver nu heller ikke være ekstremt alt sammen. Jeg har bare brug for en lille bitte forandring. Et lille pift, som puster livets boble lidt op igen. Hvad skal det være? Jeg ved det ikke, men der skal ske noget.
Jesper Dahl
Mine sidste ord
I et hav af ord er jeg olympisk svømmer
I en storm af stavelser er jeg vindens gud
I alfabetet er jeg det 30. Bogstav
Men hvilke skal være mine sidste ord?
På mine sidste dage har jeg kun en sætning tilbage
Skulle jeg have talt noget mere?
Skulle jeg have valgt mine ord med større omhu?
Er der noget væsentlig jeg ikke har berørt?
Min pointe, min punchline, de berømte sidste ord
See you in hell motherfuckers eller bare undskyld?
Hvor er min sut eller sut på denne her?
Dig elsker jeg! Eller elsker jeg bare at høre mig selv tale?
Selv mine udødelige sidste ord er forgængelige
På uendelighedens lange bane opløses de
Det er håbløst ligegyldigt overhovedet at prøve
Hvorfor ikke bare samtykke stiltiende?
Ja, hold din kæft, din oppustede varmeblæser
Og hvad med dig selv? Har du overhovedet noget at sige?
Eller skal vi bare sidde her sammen i stilhed?
Mens tidens knusende kværn æder sig ind på os hvert sekund
Nej, fuck det, I begyndelsen var ordet og ordet var Gud
Er det ikke vores pligt at formulere os skriftligt?
Er det ikke essensen af at have en overbygning på reptilhjernen?
Jeg skriver – Derfor er jeg
For er vi her overhovedet hvis vi ikke ytrer os?
Er vi bare en flygtig drøm, som forsvinder i aftengrøden?
En selvindbildt illusion, en fantasi set indefra?
eller bliver vi netop skudt gennem rummet med millioner af km/t?
Af sted mellem stjernerne for hvem gider at lave gangsterrap i 2011?
At dømme efter youtube, facebook og soundcloud - stort set alle
Man skal stå tidligt op hvis man vil være den hårdeste
Jeg selv tager middagslur uden vækkeur – Hver dag
For jeg oplever nu, ofte, af og til små perioder af ro i sjælen
En tilstand af zen midt i den vestlige verdens virvar
Stille dage på stenbroens ellers så larmende underlag
I dag var der ingen som skød en fjende død
Selv den lille død bliver ofte spillet op som Den Store Glæde
Men selv den bid af himmerige kan blive triviel
Det er simple, det enkle, er dog næsten altid det som virker
Så jeg spiser de små bidder af paradis her i livet med glæde
Egentlig vil jeg vel bare kunne se tilbage uden at klage
Jeg vil kigge dig lige i øjnene uden at skamme mig
Jeg vil langt inde i overtiden saligt suge den sidste mundfuld luft ind
Og med et smil på mine læber udånde et mæt: Tak for kampen!
Jesper Dahl
