5 stærke kvinder på Louisiana Literature
5 stærke kvinder på Louisiana Literature
Terne Thorsen·17/08/2012·Guide

Litteraturfestivalen på det nordsjællandske kunstmuseum byder både på sværvægtere og purunge debutanter.
Kvalitetslitteraturen er ikke længere forbeholdt Hemingway'ske mandetyper og når Louisiana Literature fra den 23. til 26. august omdanner det nordsjællandske kunstmuseum til et sandt litteratur mekka, bliver det med nogle af verdenslitteraturens mest interessante kvinder på programmet. Cover.dk har set nærmere på fem af de kvinder, der pryder årets program og som du bør unde dig selv en tur op af Strandvejen for at opleve.
Patti Smith
Et af de mest prominente - og uden tvivl mest omtalte - navne på årets festival er rocklegenden Patti Smith, der for to år siden sprang ud som forfatter med erindringsbogen Just Kids. Smith optræder ikke kun med debutbogen, , der handler om hendes forhold til fotografen Robert Mapplethorpe, men også med bogen Woolgathering, der handler om hendes tidlige barndom, og som udkommer på dansk under titlen Drømmerspinderi i dagene op til festivalen.
Nicole Krauss
Brooklyn-forfatteren Nicole Krauss er synonym med den hippe litteraturscene i New York. Den 37-årige Krauss kom for to år siden med på The New Yorkers liste over de 20 mest interessante forfattere i Amerika under 40 år og privat danner hun par med forfatterkollegaen Jonathan Safran Foer, der også gæster årets Louisiana Literature. Hun aktuel med romanen Det store hus, der ved sin udgivelse i maj fik overstrømmende anmeldelser i de danske aviser og som hun vil læse højt af torsdag aften.
Kerstin Ekman
I 1994 modtog Kerstin Ekman Nordisk Råds Litteraturpris for den stærkt samfundskritiske krimiroman Hændelser ved vand, og nu – 53 år efter sin debut i 1959 – er hun aktuel med sin treogtyvende roman Grand final i gøglerbranchen. Lynende intelligent og hylende morsomt hudfletter romanen den “gøglerbranche” det litterære liv er, gennem et skarpt portræt af to dybt forskellige kvinder. Kerstin Ekman kan opleves torsdag aften, hvor Politikens Bjørn Bredal vil interviewe hende om romanen.
Olga Ravn
Den kun 26-årige forfatterinde Olga Ravn, der er fast litteraturanmelder for Information og Femina, debuterede i januar med digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng, der låner fra Tove Ditlevsen, men så afgjort er helt sin egen. Olga, der tidligere har skrevet fast for Cover, kan både opleves torsdag i samtale med Michael Bertelsen og de to andre debutanter Stine Pilgaard og Rasmus Halling Nielsen, og søndag hvor hun læser højt af sin digtsamling.
Stine Pilgaard
Stine Pilgaard er, som Olga Ravn, blandt de yngste på festivalen og ligesom Olga debuterede Stine også i år. Stine Pilgaards debutbog Min mor siger er en samling dialoger, hvor hovedpersonen forsøger at komme sig over et kærlighedsbrud. I romanen viser Stine Pilgaard både et stort talent for underholdende replikudvekslinger og et skarpt blik for mennesker, der taler forbi hinanden. Pilgaard vil både være i samtale med Michael Bertelsen, Rasmus Halling Nielsen og Olga Ravn, og læse højt af sin roman.








