Coco Sumner er i København for at spille en koncert på spillestedet Jazzhouse med sit band I Blame Coco. Det er november, og hendes debutalbum The Constant er netop udkommet. Koncerten i aften er nummer to på en koncentreret europaturne, som startede dagen forinden i Berlin og blandt andet vil føre hende forbi Oslo, Stockholm, Bruxelles, Amsterdam og Paris. På 10 dage. Hendes koncert i aften er udsolgt, og Coco fortæller, at hendes optræden i går gik godt.
“Vi spillede på en gammel fabrik, hvor væggene stod helt råt. Publikum gik virkelig amok,” siger hun, med en dreven stemme, der virker en del år ældre end hendes ansigt.

Hun er smuk på en androgyn måde. Håret er rodet, og den eneste synlige makeup er lidt sort eyeliner, der understreger hendes grønne øjne og den klare hud. Hænderne gemmer hun i lommerne på et par grå herrebukser, der stumper, og hendes lille marineblå blazerjakke er åben, så man kan se den store guldmedaljon, der hænger i et rødt silkebånd på den hvide skjorte. På fødderne bærer hun hvide strømper og et par cognac-farvede herresko, der nærmest ikke løfter sig fra gulvet, når hun går. Hun er provokerende cool, og modebranchen har da også for længst fået øjnene op for den seje sangerinde med de skarpe træk og de mørke krøller. Hun har allerede været på forsiden af det engelske modemagasin Love og det franske Jalouse. Og i sommeren 2008 kunne hun både opleves som model for det engelske modehus Burberry Prosum og det svenske modemærke Hope. Hun optrådte også med et par af sine tidlige numre til Hopes modeshow i Stockholm. Dengang var hendes påklædning mere feminin. Hun var iklædt en enkelt sort silkekjole med et bindebånd i taljen og et par sorte stiletter med høje hæle. Til gengæld havde hun barberet håret af i den ene side, og Coco kryber flere centimeter, da jeg fortæller, at jeg så hendes optræden i Stockholm.
“Det er helt vildt lang tid siden,” siger hun og griner genert. “Det er cool nok. Jeg manglede nogle penge, og derfor sagde jeg ja til et par modeljob.” I Burberry-kampagnen optrådte hun sammen med modellerne Lily Donaldson og Agyness Deyn, som begge er mindst et hoved højere end Coco, men det var nu ikke derfor, at hun droppede karrieren som model.
“Når jeg står på scenen, forsvinder jeg helt ind i mig selv. Men jeg er slet ikke tryg foran et kamera. Jeg bliver helt akavet. Og nu forfølger Burberry-kampagnen mig som en ond ånd. Nogle gange lader jeg bare som om, det ikke er mig. Så siger jeg, at det er én, som ligner mig vildt meget,” fortæller hun.

Coco Sumner har kun to par sko, som begge er fra det engelske skomærke Church, som også laver sko til den engelske kronprins, og de er umulige at slide op. Hun shopper helst i vintage-butikken Rokit, der ligger i Covent Garden i London, og hun er kendt for næsten altid at have det samme tøj på. En hvid eller lyseblå herreskjorte, marineblå blazer, smalle herrebukser eller et par små røde shorts, som hun er blevet fotograferet i så mange gange, at man skulle tro, at hun forsøgte at drille modebranchen. Det er dog ikke bevidst.
“Jeg tager bare det, som er rent eller ligger øverst i vasketøjsbunken. Men jeg kan godt lide, at ting er personlige,” fortæller hun og tager fat i medaljonen, som hun har om halsen. “Den hér hang på mig, da jeg vågnede efter en Halloween-fest hos nogle af mine venner i London. Jeg ved ikke, hvor den kommer fra, men jeg synes, den er fed.”
Cocos mor, skuespillerinden og filmproducenten Trudie Styler, er mere glamourøs, og hun er flere gange blevet udnævnt til en af verdens bedst-klædte kvinder af det amerikanske modemagasin Harpers Bazaar, hvor hun i flere år også arbejdede som redaktør. Hun er gode veninder med Donatella Versace, Donna Karan og sangerinden Madonna.
“Jeg forstår slet ikke sproget i modeverdenen, men det gør hun,” siger Coco, da jeg spørger til forskellen på Coco og hendes mor.
“Hun er en cool dame. Hun har god stil, og hun er ikke bange for noget. Nu er hun begyndt at producere dokumentarfilm om social uretfærdighed. Og hun bliver ved, selvom hun får hård kritik. Hun er en ’tough cookie’.”

Man får også en fornemmelse af, at det er moren, som har haft bukserne på i Cocos barndomshjem, når man lytter til Cocos debutalbum. Titelnummeret I Blame Coco handler om en ungdomsfest, der tager overhånd. Gæsterne rister cannabis på Chesterfield-sofaen, danser i vindueskarmen og asker cigaretter i sterlingsølvet. Og midt i kaos står Coco og bekymrer sig om morens reaktion. “My parents got back early,” synger hun. “What will my mother say?”
Coco har da også haft et rygte som lidt af et wild child. Som 17-årig begyndte hun at hænge ud med Kate Moss’ ekskæreste Pete Doherty, og hun blev ofte set i selskab med langt ældre venner fra rock-miljøet i London.  
 “Alle har brug for en periode, hvor de går amok og opfører sig vildt,” siger hun. “Jeg tror, at det er en nødvendighed for at blive voksen. Men nu går jeg nærmest ikke ud længere. Vi spiller næsten hver aften, og når jeg endelig har lidt tid til mig selv, så murer jeg mig inde i mit hus, hvor jeg skriver på nye sange. Jeg har det godt alene.”
Coco hedder egentlig Eliot Pauline Sumner efter den amerikanske forfatter T.S. Eliot, som Sting er vild med. Hun blev født 30. juli 1990, og kunstnernavnet har hun stjålet fra den engelske cirkusklovn Coco the Clown. Hun har tre søskende og to halvsøskende, og Coco fortæller, at hun har dyrket musikken, så længe hun kan huske. Den første guitar fik hun som fireårig, kort efter fik hun et trommesæt, og op igennem barndommen dedikerede hun al sin fritid til musikken. I dag spiller hun både på guitar, bass, trommer og piano.
“Musikken var nærmest en besættelse for mig. Jeg var et meget alvorligt barn. Jeg var den lille i søskendeflokken, og jeg forstod ikke de andres humor. Jeg sad bare på værelset og spillede guitar. Mit eneste mål var at blive bedre end Jimmy Hendrix. Jeg ville bevise, at jeg kunne klare mosten. At jeg var en badass,” siger hun.

Hun voksede op på forældrenes gods i Salisbury i England. Og selvom forældrene ejer boliger i både New York, Malibu og Toscana, så havde familien base i England. Coco var kun sjældent med, når Sting turnerede, og Coco beskriver sin opvækst som landlig.
“Jeg lavede min egne flitsbuer, og når jeg ikke spillede musik, plejede jeg at snuse rundt i haven med min hund og prøve at skyde kyllingerne,” siger hun med et flabet grin, der understreger det drengede i hendes udstråling. Hendes stemme er dreven, og hun afslutter konsekvent sine sætninger med et lille nik og et ’yeah’, når hun taler. Hun fortæller, at hun var ikke god i skolen:
“Jeg startede i en almindelig skole. Men det gik ikke særlig godt. Jeg har svært ved at koncentrere mig, og jeg er ikke akademisk. Derfor jeg fik lov til starte på en kunstskole i London. Jeg havde brug for at møde nogle cool folk,  som interesserede sig for musik og kunst.”
Allerede som 14-årig dannede hun bandet Coco and the Ladyboys. De optrådte rundt omkring på barer og gallerier i London, og som 18-årig fik Coco en kontrakt på tre albums med pladeselskabet Island Records. Kort efter droppede hun helt ud af skolen for at hellige sig musikken.
“Jeg kunne ikke gøre begge ting samtidigt. Jeg øvede indtil kl. 03 om natten, og så skulle jeg op og i skole fire timer senere. Det gav ingen mening,” fortæller hun. Samme år begyndte hun at lytte til de svenske musikere Robyn og Lykke Li, og det var under en rejse til Stockholm, at hun mødte produceren Klas Åhlund, som endte med at producere The Constant. Det var også ham, som satte Coco Sumner i forbindelse med sangerinden Robyn, som synger kor på den første single, Caesar.

Sumner har selv skrevet samtlige numre, og hun forklarer, at hendes ambition var at skabe en kontrast mellem de indadvendte og ofte mørke tekster og de udadvendte, nærmest poppede melodier. Et sted mellem Sex Pistols og Abba. Den seneste single, Selfmachine -– et 80’er-inspireret elektropop-nummer – handler om en robot, der ikke kan kommunikere med omverdenen.
Albummet fik en god modtagelse. Den engelske avis The Telegraph beskrev albummet som “gennemarbejdet og imponerende”, og musikeren Ian Brown fra bandet Stone Roses beskrev hendes tekster som “mega”. Hvilket skal forstås som en blåstempling fra det engelske britpop-ikon. Selv beskriver Coco Sumner albummet som starten på en krig. “Det er som om, jeg står midt på en slagmark og lige er blevet færdig med at kæmpe mod fjenden. Der er røg i luften. Og jeg ved ikke, om jeg er købt eller solgt,” siger hun og markerer, at hun skal tilbage til bandet for at forberede aftenens koncert. Hun giver mig et fast håndtryk og slentrer ud i tourbussen, der holder på gaden. “It was lovely speaking to you,” siger hun.

Fire timer senere møder Coco sit publikum på Jazzhouse i København. Det er et pudsigt miks af mennesker. Oppe foran scenen står der en flok teenage-drenge i ternede skjorter, støvler fra Dr. Martens og sort eyeliner. Baren er befolket af midaldrende mænd, som formentlig kan samtlige numre med Stings første band, The Police, udenad, og så er der en hel del kvinder, som sidder meget tæt ved de små borde. Og har hinanden i hånden.
Selvom bandet består af fire drenge, der alle er højere end Coco Sumner, så virker hun hverken lille eller skrøbelig oppe på scenen. Hun har det samme tøj på som tidligere, og hun danser selvsikkert foran mikrofonstativet. Hendes hurtige bevægelser får hende til at minde om en ung Iggy Pop, men stemmen minder til gengæld om Stings, da han slog igennem med nummeret Roxanne i slutningen af 70’erne. Hun rammer tonerne ubesværet og med samme hæse luft i stemmen. Da koncerten er slut, er det tydeligt, at hun ikke behøver at frygte publikummet i København. Vi har for længst overgivet os til det unge talent. Og på vej ud fra koncerten gør jeg noget, som jeg aldrig plejer at gøre. Jeg køber en souvenir. En cool, lille lighter, hvor der står ’I Blame Coco’.——