Vi befinder os i Paris’ skønne Marais-kvarter, hvor velklædte jetsettere og outrerede homoseksuelle promenerer forbi de fantastiske udstillingsvinduer ind til forretninger med avantgardedesign, chokoladeskulpturer og blomsterdekorationer, der får Tage Andersen til at virke som en puritaner. Her, i rue de la Verrerie, har Azzedine Alaïa hovedkvarter i et palæ, skjult for gadens nysgerrige blikke.

“Vi bliver nok lige en lille time forsinket, desolé!” Carine Roitfeld er kommet uanmeldt for at prøve jakke og planlægge næste shooting til fransk Vogue. “Ça va,” siger jeg og kan ikke lade være med at smile lidt indeni. I Azzedine Alaïas univers har alting vist sin helt egen lille forskudte rytme. Det er en del af charmen, den autentiske stemning. Og Paris! Jeg stiller mig til rette til den næste times ’gratis teater’, afventende, imellem smukke kollektioner, et originalt Marc Newson-designet skorum og de mange Julian Schnabel-malerier.

Her er butik, kontorer, atelier og designerens hjem, samt private lejligheder til ansatte, tre nyindrettede hotelsuiter og en lille butik med gamle kollektioner. Alt sammen samlet omkring en diskret gårdhave, der leder ind til et galleri, der udover at huse kunstværker valgt af Alaïa himself, fungerer som scene for husets modeshows sæson efter sæson – en uge efter den ellers så skemalagte fashion week i Paris. For vi har at gøre med en mand, der konsekvent fravælger at lade sig diktere af modeindustriens imperativer: Nej tak til årligt fastlagte modeuger og uniforme kodekser såsom fastsatte offentliggørelser af kollektioner, nej tak til publicity. Alaïas mission er en anden. Med sin specielle karma har han skabt en lille underspillet verden omkring sig selv og sit talent. Her kan han få lov til at sy og skabe i fred og ro. Og her er rart.

Den mystiske Azzedine Alaïa optræder i dag som en af hovedreferencerne i den internationale modebranche. 80’ernes modearkitekt har fået et markant comeback de seneste år, måske fordi han tilsyneladende forstår den kvindelige anatomi bedre end nogen anden designer, ja, næsten bedre end kvinden selv. Alaïas kreationer er blevet musthaves for den kreative klasse i Paris og New York – senest har også Michelle Obama tilsluttet sig den celebre fanskare. Azzedine Alaïa er blevet modeelitens darling number one. Han taler til noget i vores tid.

Ind kommer Roitfeld, jeg hilser og begynder hurtigt at udarbejde en strategi for, hvordan jeg kan gå på opdagelse ’behind the scenes’, mens jeg venter på, at Madame Roitfeld finder den rigtige jakke. Alaïas gigantiske Sankt Bernards-hund Didine bliver hurtigt min følgesvend sammen med husets pressechef. Efter en times tid har Roitfeld fundet sin jakke. Leopardprint. Alaïa ånder lettet op, kindkysser mig the parisian way, mens han venligt siger, med et brændende nærvær: “Er vi ikke lidt sultne nu?”, som var jeg allerede en integreret brik i huset. Bag butikken gemmer sig et stort samtalekøkken, hvor de ansatte samles for at spise frokost sammen. Folk kommer og går; internationale personligheder, modeller, kunstnere, alle typer ansatte lige fra chaufføren til Alaïas højre hånd. Én stor familie. Alaïa fortæller mig, at han kaldes ‘onkel’ af sine ansattes børn. Naomi Campbell (der startede sin modelkarriere under hans vinger) er blevet kaldt hans datter. Der er ikke noget at sige til, at supermodellerne elsker ham – deres papa. De er hans muser, men han er næsten også med tiden blevet en art muse for dem. Han repræsenterer tryghed – og noget troværdigt. Mange af hans ansatte er individuelle kunstnere ved siden af arbejdet for designeren, og alle har de viet deres trofasthed til lige netop Monsieur Alaïa. Og jeg forstår hurtigt hvorfor. Man mærker straks, hvordan han behandler dem, der er så heldige at arbejde for og med ham, med med respekt og omhu.

Carine Roitfeld stikker hovedet forbi køkkenet for at ønske os god frokost. Jeg føler et øjeblik, at jeg er en del af teamet, og må huske mig selv på, at jeg desværre kun er co-starring i dette forførende og inkluderende setup.