Rødtoppen Karen Elson, er med sine 31 år efterhånden gammel i gårde i modebranchen, men er denne sæson mere aktuel end nogensinde. I år sprang hun ud som sangskriver med det roste debutalbum The Ghost Who Walks. Cover har talt med det britiske modelikon, der for alvor har bevist, at hun er meget mere end et smukt ansigt og musikeren Jack Whites hustru.

David Lynch kunne ikke have orkestreret det bedre. I en sidegade til en sidegade ligger Hotel Amour i det niende arrondissement i Paris – bordelkvarteret, tæt på syndens hule Moulin Rouge og stormagasinet Gallerie Lafayette. Navnet hænger ud til gaden på et skilt, hvor neonrørene farver asfalten blodrød, og her holder modellen og sangerinden Karen Elson til, mens hun med for mange aftaler i kalenderen prøver at forene model- og musikkarriere med livet som mor til to børn. Til daglig bor Karen Elson sammen med sin musiker-ægtemand, Jack White, i Nashville, Tennessee, langt væk fra modens centrum og fra den nordengelske fødeby Oldham.

“Nashville og New York er blevet mine hjem. Men jeg har levet som en sigøjner hele mit liv, fordi jeg voksede op i det nordlige England, indtil jeg var 16 år. Jeg er 31 nu og har levet halvdelen af mit liv i så mange andre lande, at jeg ikke rigtig ved, hvilken nationalitet jeg har,” forklarer hun med resterne af make-uppen fra morgenens fotooptagelse i ansigtet. De seneste par år er det gået stærkt på både privat- og karrierefronten for den karismatiske model. I 2009 gik hun på scenen til British Fashion Award og overrakte en ærespris til det lige så rødhårede modeikon, amerikansk Vogues moderedaktør, Grace Coddington: “Blondiner har det sjovere. Rødhårede tiltrækker mere interessante mænd,” sagde hun, og der er noget om snakken. Fire år forinden havde instruktøren Floria Sigismundi ført Karen Elson sammen med Jack White under optagelserne af musikvideoen Blue Orchid. Det var ikke kun Elsons tårnhøje Louboutin-hæle, der slog gnister. Også kærligheden slog klik ved første blik. Mildest talt. Efter to ugers kurtisering blev parret gift på en båd i Amazonas, flyttede til Nashville og kun et år efter fødte hun den ældste datter Scarlett og i 2007 sønnen Henry.

Karen Elsons karriere er usædvanlig. Siden hun blev spottet i teenageårene, har hun været kendt som “den vovede rødtop, der var villig til at springe ud fra toppen af en bygning for et godt billede,” som hun selv har beskrevet det i et interview i amerikansk Vogue. Hun har poseret for nærmest enhver respekteret designer og fotograf, været kampagneansigt for Yves Saint Laurent og Chanel samt velsignet et utal af magasinforsider. Egentlig behøver hun ikke et efternavn længere. Hvis der er ild i lokkerne, er det højst sandsynligt den rødhårede brite med sin misundelsesværdige Askepot-blege teint.

I foråret sendte hun sit debutalbum, The Ghost Who Walks, på gaden. Bag den dystre titel, der hentyder til hendes øgenavn, da hun var en “ung, nørdet pige, der helst gemte sig på sit pigeværelse og lyttede til musik og broderede,” gemmer sig et dusin sange fra en fjern fortid og med inspirationer fra countrysangeren Hank Williams og protestsangeren Woody Guthrie. Hun tumler med banjo, violin og steel-guitar hen over prærien som en steppeløber i en moderne blanding af bluegrass, americana og roots, også kendt som new grass.

Det er de færreste musikerkarrierer, der begynder med Agyness Deyn og Grace Coddington blandt publikum. Tidligere i år stod Karen Elson for første gang – klædt i en ferskenfarvet vintage-drøm og med en Gibson-guitar anno 1917 i skødet – på scenen på spillestedet Le Poisson Rouge i New York. “Jeg følte, at de alle sad og kiggede på mig og tænkte: syng, modella, syng! Så det var temmelig skrækindjagende og først der, at jeg forstod, at nu er det alvor,” siger hun om debutkoncerten. Men faktisk er Karen Elson ikke et helt ubeskrevet blad musikalsk, men har længe taget små babyskridt på vejen til musikkarrieren. Det var her på Manhattan, Elson lærte sig selv at spille guitar for et årti siden og dannede kabaretgruppen The Citizens Band.