Lad os åbne med en knivskarp iagttagelse: Der er mange bøsser i modeindustrien. Fra Marie Antoinettes flamboyante parykmager, Leonard, der tryllede med silkebånd og gallionsskibe, til den ikoniske modefotograf Cecil Beaton og über-hårstylisten Guido Palau. Tja, stort set alle mandlige designere under solen har været homoseksuelle mænd. Ud over Ralph Lauren, Jean Charles de Castelbajac og vores egen Mads Nørgaard vrimler det ikke ligefrem med straight mænd med målebånd og sakse. Fra andre dele af modebranchen kan man til nød hive forlæggeren Jefferson Hack, Purple Magazines playboy-redaktør Olivier Zahm, de gamle drenge fra Cover og de magtfulde business-spidser hos LVMH og PPR Gucci Group frem som eksempler på straight mænd i mode. Men faktum er, at bøsserne overvejende styrer showet.

Da Alexander McQueen engang blev spurgt, hvordan det egentlig kunne være, svarede han på sædvanlig kæk facon: “Fordi vi ikke tør blive blikkenslagere.” Men hvorfor flokkes bøsser om modeindustrien – og hvorfor er de så gode til det med damemode?

Kim Grenaa, der sammen med Uffe Buchard ejer Style Counsel og DANSK Magazine (og vist med sikkerhed kan siges at være en af Danmarks største modebøs – modebosser, sorry), giver dette bud: “Jeg tror, at det som udgangspunkt handler om at have en utrolig stor passion for mode, som man ikke kan få konkret afløb for i sin egen hverdag og må projicere over i sit arbejde og udleve den vej. Jeg kan købe et par Givenchy-herresandaler, men jeg kan ikke gå i alle de fantastiske Givenchy-sko, som kvinder kan,” siger Grenaa og fortsætter: “Uden at generalisere tør jeg godt påstå, at der nok ikke er nogle bøsser i mode, der ikke har leget lidt med Barbie, da de var små.”

Ja, det ville være synd at generalisere – for eksempel kunne vi aldrig finde på spørge, hvorfor alle bøsser er blomsterdesignere, indretningsarkitekter, frisører, hundeklippere eller bryllups-plannere, hvis de altså ikke er i mode eller arbejder som stewarder i flybranchen. For som modehistorikeren Valerie Steele engang har kommenteret, er der “ikke noget gay-gen for kreativitet”, men når det kommer til at klæde kvinder på og style dem, tør vi godt vove os ud i et så videnskabeligt og velovervejet statement, som at bøsser altså kan noget særligt. Susanna Lau, bedre kendt som Susie Bubble og kvinden bag den indflydelsesrige modeblog Style Bubble, siger: “Bøsser er nok i grunden mere fantasifulde designere end kvinder. De fantaserer måske om at lave tøj til deres ultimative kvindelige alter ego eller – som det nok oftest er – til deres muse, hvad end hun er virkelig eller imaginær. I deres øjne besidder kvinder en fascinerende og fremmedartet mystik, der repræsenterer en uudtømmelig inspirationskilde.”

Kvindeidealet tager selvfølgelig mange former – fra bølgende kavalergange og va-va-voom til det lineært drengede og afdæmpede – men især på et punkt adskiller mange homodesignere sig fra deres kvindelige kolleger: Deres arbejde udspringer fra et meget mere ekstremt og idealistisk sted, hvor der ikke bliver taget så meget hensyn til ord som ‘praktisk’, ‘flatterende’ og ‘appelsinhud’. Og det skal vi være dem så uendeligt taknemmelige for – ellers havde modehistorien nok aldrig haft fornøjelsen af Gaultiers cone bra, Thierry Muglers robotagtige jernkorsetter og alle de vanvittige stiletter fra skodesignerne Christian Louboutin, Azzedine Alaïa og Manolo Blahnik. Men er bøsser bedre womenswear-designere end kvinder?

Tom Ford sagde for nogle år tilbage, at det er de ofte: “Selvfølgelig er der også flertal af mandlige homoseksuelle designere, men jeg tror, at vi er mere objektive. Vi har ikke noget baggage med i forhold til at hade visse dele af kvindekroppen. Nogle gange er kvinder fanget i deres egen opfattelse af sig selv, men der er nogle, der har bygget karrierer på det. Donna Karan var besat af sine hofter og brugte sine egne idiosynkrasier til at definere sit brand.”

Omvendt ville onde tunger nok sige, at det er de homoseksuelle designere, der er med til at få kvinder til at hade deres kroppe ved at lave tøj, som kun virkelig tynde kvinder kan gå i – for på den måde at få dem til at ligne de drenge, de selv tænder på.

Homodesignere, der bruger et helt liv på at klæde kvinder så smukt, elegant eller cool på som overhovedet muligt, ville nok blive en smule stødte over at blive anklaget for ubevidst at hade dem. Kim Grenaa mener da også, at det forholder sig modsat: “Modebøsser elsker kvinder, og de elsker womenswear for alle de muligheder, det indeholder, som de ikke kan udleve i herremoden. Derfor virker det ulogisk at sige, at de vil designe til drenge.” I modebøssernes verden er kvinden i virkeligheden ofte en gudinde – og gudinder kan jo gå i alt og er aldrig bange for at springe i to stykker blonde på ti centimeter, som tilsammen udgør en kjole.

Covers nye redaktionschef Chris Pedersen stemmer i: “Faktisk er de fleste bøsser jo ret optagede af de kvindelig former. Det er også derfor at fag hags altid har til både gården og gaden. For at vi har noget at rage på, når vi bliver stive,” siger han og fortsætter: “Uden bøsser ville der ikke findes ‘slutty’ mode. Donna Karan, Stella McCartney og Phoebe Philo skaber nydelig mode, mens Balmains Christophe Decarnin, Dolce & Gabbana og afdøde Gianni Versace står for det afklædte ‘fuck-me-now’-look. Uden bøsser ville straight mænd med andre ord have mindre at kigge på.”

I modeindustrien har bøsserne ikke bare frit slag til at kreere den ene mere utrolige kjole eller frisure efter den anden, men også et ‘helle’, hvor de er et hundrede procent accepterede – og følgelig kan opføre sig præcis så outreret, som det passer dem. “Vi har en tendens til at blive rimelig opkørte, så snart vi kommer ind i branchen. Det er for eksempel altid bøsserne, som har vifter med til shows og ter sig mest uterligt til modefesterne,” fortæller Chris Pedersen. Så er det at være modebøsse måske bare en accepteret dagligdagsversion af at være drag? (Ikke at vi nogensinde kunne have nogle af dem mistænkt for det, eller noget.) ”Ja, det tror jeg,” siger Chris og fortsætter: “Da jeg var yngre, spillede jeg med i en del musicals og elskede at klæde mig ud. Stemmen rakte dog ikke til en karriere på de skrå brædder, så måske er det derfor, at jeg blev modebøsse. Det er desuden en branche, hvor det er comme il faut at klæde sig ud, og det benyttede jeg mig meget af, da jeg var yngre. Jeg har haft jeans med rhinsten, en rygløs Prada-vest, transparente trøjer og en større samling makeup.”

Men med al denne outrerethed – følger der så ikke også nogle gange en lille smule intrigant opførsel? “Når det kommer til tøj, så siger modebøsserne tingene lige ud, hvorimod man aldrig ved, hvor man har kvinderne. Det er præcist som i et heteroseksuelt forhold. Hvor kvinden altid er skuffet og intet siger for derefter at sprænge i luften henover aftensmaden. Sådan er modebøsser ikke. De kaster de onde kommentarer direkte derud. Som et knivkast med tungen,” siger Chris Pedersen.
Hvilket nok også er årsagen til, at de fleste kvinder hellere tager imod modetips fra deres modebøssevenner end fra veninderne – man får det råt for usødet.

Ja, der er en del store personligheder inden for modebøssernes verden, men vi skal heller ikke glemme, at pressen og industrien selv er med til at hype bøsse-faktoren. Der lefles meget for homodesigneren og hans særheder i moden. Pressen elsker at tilbede modebøssen, lige fra den excentriske, ældre model til den unge, hotte designer,” bemærker Susanna Lau.

Og ud over talent og hårdt arbejde er denne til tider flamboyante personlighed selvfølgelig også med til at få modebøsserne til at stryge til tops i branchen. Mode handler om sex, mod og attitude, og det er kvaliteter, som mange homoseksuelle kan identificere sig med.

Et sidste bud på en årsag til bøssernes dominans i toppen af modebranchen er det gode gamle familieaspekt, som jo også sætter mændene i toppen af de fleste andre brancher:

“Hvis man ser flere bøsser i topjobs i industrien, så har det måske også noget at gøre med, at bøsser ikke skal have børn og kan dedikere sig hundrede procent til arbejdet. Der er ingen forstyrrende elementer,” som Kim Grenaa formulerer det. Der er tid og lyst til at gøre mode til en livsstil 24 timer i døgnet uden at kapitulere og sidde i Lalandia i weekenden, mens de andre drikker bobler og spiser pindemadder til endnu en fancy modefest.