Nu må det være nok.
I to timer har hun gået rundt og receptionssludret og kindkysset iført høje hæle. Men straks Nina Persson træder op på det sort-brun-stribede tæppe, der udgør scenen her i kælderen under det superhippe New York hotel The Ace, bukker hun sig ned og krænger skoene af. Smilehullerne prikker dybe huller i kinderne og giver det runde ansigt et mildt udtryk, der står i skarp kontrast til sorte øjne i dybe huler, den sorte ballonkjole og bandet A Camps mørke tekster.

Love has left the room.
The party is over but I can’t get sober. Obsession is towing me deep down, down.

Rummet summer af krukker, kändisser og cool. Her er fancy klædte newyorkere, fri bar og en stadig strøm af elegante poser med karamelliserede popcorn. Alt sammen til ære for tøjstativet ved bagvæggen, hvor ti kreationer markerer Nina Perssons debut som modedesigner for svenske Hope. Sangerinden, der stadig lever højt på 90’er-successen med The Cardigans, er bragt ind som meddesigner, fordi hun er ‘æstet’ og ”fordi det er sjov markedsføring med international appel,” forklarer Hopes chefdesigner Ann Ringstrand.

Tøjet ligner Nina Persson. Rene, men bløde linjer i dæmpede efterårsfarver med kant – for eksempel i form af et skørt i metalgitterlook. Det er mild retromelankoli, der bygger på 35-årige Perssons eget klædeskab i Harlem, hvor Ann Ringstrand har været med hjemme og se yndlingstøjet.

“Det er hele vejen igennem tøj, som jeg selv ville kunne have på. Det har ikke meget at gøre med trends. Der er mindre Sverige i, end hvad Hope selv er. De har en svenskhed med meget rene linjer og unisex-funktionalitet. Den har jeg nok fjernet. Der er heller ikke meget New York. Det er vel snarere dansk. Og så er det vældig meget mig. Hvis man gik hjem til mig og så i min bogreol eller gik igennem min pladesamling, så tror jeg, at man ville kunne genkende mig. Jeg er meget konsekvent i mine interesser og min smag,” siger Nina Persson, da hun inden den store præsentation tager imod til interview i en anden hotellobby på Hotel Maritime.

Nina Persson mener, at hun som novice i modebranchen ikke rigtig har noget sprog til at beskrive sin stil. Men hun ved, at hun altid er konsekvent og veldefineret i livets valg. Det betyder blandt andet også, at hun er bevidst om, hvilke signaler, man sender med sin påklædning. I de tidlige år med The Cardigans var det så stor en frustration, at medierne så hende som en engel, at hun som modreaktion trak i læderbukser, wifebeaters og overdreven makeup.

“Det var nok ikke det, jeg syntes var pænest. Men det var et effektivt instrument til at sige: Hold nu bare kæft og se her! Og så blev folk sådan helt “uuuuh!”. Det virkede virkelig, og det føltes rigtig godt. Pludselig blev det noget helt andet, så de skrev: “Nina er på stoffer.” Det er virkelig rigtigt, at klæder skaber folk. Jeg var skidetræt af, at folk troede, jeg var noget bestemt. Og så har jeg brugt tøjet til at gøre sådan en – pow – kovending og sige: Nu må I fandme holde op! Jeg er helt anderledes, end I tror. Alting var så pastelfarvet, når det gjaldt mig. Så mildt alt sammen. Og mild, det er jeg altså ikke! Så tøj kan bruges til at understrege, hvordan man føler sig. Man skal ikke undervurdere det ydre.”

Efter i årevis at være blevet sat i bås i Sverige ser Nina Persson nu sig selv i New York sig selv som i eksil fra det Sverige, der ligger hende dybt ind i knoglerne. Men som hun nægter at længes efter.

“Jeg kan godt lide at være i en by, hvor jeg er én af så vældig mange mennesker. Jeg føler, at jeg bliver roligere af at være i en mængde. Jeg kan flyde ud på en anden måde. I Sverige, i Malmø, der bliver man ligesom mere lukket inde i sin egen kultur. Og i Sverige føler jeg mig nok også begrænset af, at folk forudsætter ting om mig og om hinanden. Der har folk bare styr på hinanden. Det har man ikke her, og det føles befriende,” siger Persson, der i nu snart ti år har haft fast bolig i New York sammen med sin amerikanske mand, filmkomponisten Nathan Larson.

Hjemmet i Harlem er et fire etagers byhus, som parret i nu tre år har delt med Larsons forældre. Som med så meget andet i Perssons liv var valget af Harlem lidt af et tilfælde. Men siden er det blevet en vigtig del af selvdefinitionen.

“Vi havde egentlig tænkt, at vi skulle finde et brownstone hus i Brooklyn, hvor vi har mange venner. Men vi havde ikke rigtig råd, og så fandt vi ud af, at der findes samme type huse i Harlem. For mig var det helt blankt. Jeg havde været der én gang før i mit liv, og jeg troede stadig, at der var for farligt, til at man kunne bo der. Men nu er det faktisk rigtig fint. Det er ghetto. Der ligger kyllingeben i gaderne, der bliver skudt, og mange er rigtig fattige. Men folk holder også øje med hinanden, passer på hinanden og siger hej på gaden. Jeg føler mig ikke personligt indblandet i kriminaliteten, som har at gøre med bander og narko. Og så synes jeg egentlig, det er meget sjovt og charmerende at have så forskellige naboer. Det er faktisk meget nyttigt sådan at føle sig som minoritet. Man mærker jo, hvor forkælet man er som hvid, svensk kvinde. Så det er rigtig sjovt. Og vildt spændende.”

Det er igen rebellen, der taler. Den stadig unge verdensborger, der vil leve livet, mens hun kan.

“Jeg synes jo også bare, det er vildt fedt at bo et sted, hvor man ikke forventer, at jeg bor. Jeg ved ikke – jeg har sådan en underlig ... Sommetider kan jeg føle, at jeg har lidt foragt for min egen demografi. Den er svær at slippe af med. Og så er det også bare en tid i livet, hvor det passer mig rigtig godt at leve sådan her. Jeg kan se, at jeg nok bliver trukket mere og mere tilbage mod Sverige, når jeg bliver ældre. Men lige nu har jeg faktisk ikke noget behov for rødder. Jeg længes ikke efter Sverige. Jeg synes da vældig godt om Sverige – men jeg længes ikke tilbage,” siger Persson og filosoferer over, hvordan man som udlandssvensker godt kan have to steder, man kalder ’hjem’. Men kun ét sted, man bor.

Lige nu er det i Harlem. Lejligheden i Malmø bliver faktisk sat til salg her til sommer. Der står lige nu hele hendes og husbondens  historie – de gamle bøger, plader, billeder og nips, som de hver især er vokset op med og har samlet sammen gennem livet. De orker ikke endnu en containerflytning over Atlanten. Så mens hjemmet i Harlem er præget af nyindkøb, bliver det gamle jordiske gods formentlig rykket til et nyt svensk sommerhus, hvor parret fremover håber at kunne tilbringe et par måneder hver sommer.

Men Nina Persson forestiller sig ikke, at hun skal blive gammel i USA og New York. Faktisk tror hun kun, hun vil være her, til hun bliver 50. Så har hun nok “ikke rigtig behov for New York længere.” Så bliver det nok med al larmen og balladen. Og så bliver det, som Suzanne Vega har skrevet, nok sandt, at “New York is a woman, she’ll make you cry – but to her you’re just another guy.”

“Det er så fint skrevet, synes jeg. Og sådan tror jeg også lidt, det er for mig. New York er ikke noget, man behøver at være tro overfor. Her er en enormt høj omsætning af mennesker. Jeg elsker New York, men New York elsker ikke mig. Det er jeg overbevist om. I forhold til Sverige kan man sige, at jeg er utro med vilje. Jeg skal fandme være utro. Men når jeg bliver ældre, så kryber jeg til korset igen og bekender mine synder. Jeg tror, Sverige gerne vil ha’, at man så siger undskyld. Når jeg bliver interviewet af svenskere, spørger de altid: “Vil du ikke tilbage? Længes du ikke? Bare lidt ...?” Sverige vil nok helst ha’, at man er der,” siger hun med et tænksomt smil.

Og alligevel er der nu noget, der udfordrer rebellen. Noget, der får Nina Persson til at tænke over storbylivets holdbarhed. Faktisk sidder hun under interviewet og glæder sig lidt til at komme hjem og trække i joggingtøj i stedet for den brune chiffonkjole over mørkegrå strømpebukser og høje sko.

“Jeg er klædt pænt på i dag. Sådan passende til et interview. Men hvis jeg er derhjemme, så bryder jeg mig ikke om .... Jeg ville ikke have det her på derhjemme, for det er enormt ... Altså, jeg skal have barn, så jeg har en stor mave, og jeg har sådan nogle ækle strømpebukser på, som sidder vildt stramt,” siger hun og trækker ud i elastikken, så den klasker tilbage på maven med et smæld.

Barnet – en dreng – kommer til oktober. Nina Persson har indstillet sig på, at det nok ændrer tøjstilen at blive mor. Dels fordi hun ikke venter at komme ud i lige så mange sammenhænge, hvor hun skal være klædt pænt på. Dels fordi der ikke bliver samme tid til at tænke, købe og planlægge tøj. Og dels fordi hun nok vil være bange for “at ødelægge denne her kjole med bebis.” Og sådan er der så meget, der nok bliver anderledes – og nok også mere svensk – når hun bliver mor.

“Hvis vi skal bo her, så bliver jeg nok meget opsat på, at det her barn skal have en stærk svensk identitet. Selv hvis man er en svensk unge i Sverige, skal man jo forsvare sig mod det amerikanske. Så her må man nok slås endnu mere for det svenske. Og når man har børn, kan man jo heller ikke rykke frem og tilbage på samme måde. Jeg selv kan sagtens flyve omkring og være rodløs eller have dobbeltrødder. Men nu bliver der flere indblandet. Man kan vel ikke bare tænke på sig selv, når man bliver mor. Jeg er nok lidt bange for almindelighed. Men nu begynder jeg faktisk at sætte lidt spørgsmålstegn ved det med at bo i Harlem,” siger Persson og erkender, at hun er begyndt at tænke over, at det “måske er mærkeligt at være den eneste hvide knægt i børnehaven.”

Hun er heller ikke mere amerikansk, end at hun planlægger at tage til Danmark for at købe børnetøj. Og i øvrigt stadig betaler sin skat i Sverige, fordi hun “er svensk og har lært, at Sverige er bedst”, og fordi hun af ideologiske grunde hellere vil betale til svenske sygehuse, veje og børnehaver end til USA’s krige. Så det med oprøret mod den svenske konformitet stikker trods alt ikke så dybt.

“Jeg synes af og til, at det er hårdt at føle, at jeg vil det modsatte. Det handler nok om, at jeg bliver vred, hvis folk forventer sig for meget af mig. Jeg har sådan en drift, at jeg ikke vil skuffe folk. Så hvis de forventer for meget af mig, så kræver det også for meget. Dér kommer konflikten, og så vælger jeg hellere bare at skide på det hele. Jeg er nok bare lidt bange for ligesom at blive revet med i store bevægelser og så føle, at jeg ikke træffer mine egne beslutninger.”

Nu kommer der i første omgang en tid uden så meget arbejde og mere baby. Og selv om det har været en fornøjelse at prøve sig af som designer, tror Nina Persson ikke, at hendes fremtid ligger inden for moden. Det skete lidt ved et tilfælde. Ligesom hun i sin tid blev sangerinde ved et tilfælde. Men musikken er nok det, hun holder fast ved.

“Jeg tror ikke, jeg har flere skjulte talenter. Det var rigtig sjovt at arbejde med Hope, så jeg gør det gerne igen. Men ikke næste sæson, for jeg vil ikke kunne komme på idéer så ofte som man skal for at være etableret designer. Jeg er faktisk ikke så interesseret i mode på et intellektuelt plan, og jeg synes, det er kedeligt at læse modebladene, når de præsenterer de fulde kollektioner forud for næste efterår. Og jeg kan altså ikke komme på flere talenter. Jo, jeg holder rigtig meget af matematik, men jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre af chokerende ting med det. En matematikbog, måske? Nej, jeg bliver nok et sted inden for de verdener, hvor jeg allerede har været.”

Nina Perssons efterårs/vinterkollektion 2010 Capsule Collection for Hope sælges i butikkerne fra august.