Der er mange statusbeskeder på Facebook, der lyder noget i retning af “har lige løbet en tur i det dejlige vejr” eller “glæder mig til grill med gode venner ovenpå en effektiv arbejdsuge”. Nå – og tak for et indblik i dit helt perfekte liv! Det bliver straks mere spændende, når statusfeltet bruges til at skrive om utroskab, ensomhed og kampen om forældremyndigheden. Når der kommer ti opdateringer på en time, og når der også skrives beskeder om natten, når man kommer hjem fra en våd bytur. Når de historier, der normalt er forbeholdt den nærmeste vennekreds eller dagbogen i skrivebordsskuffen, finder vej ud i det virtuelle udstillingsvindue.

I løbet af 00’erne opstod der, i takt med de sociale mediers udbredelse, en bemærkelsesværdig tendens: At lægge sit privatliv, sine tanker og følelser ud på nettet. Antallet af personlige blogs eksploderede, og flere Facebook-profiler er i dag mikro-blogs, der beretter om dybt personlige emner.

For eksempel kunne man i løbet af et år læse med, da forfatteren Andrea Hejlskov skrev dagbog oven på en hård skilsmisse på en åben profil på Facebook.

“Jeg brugte helt klart Facebook som et led i et identitetsarbejde ... men det handlede også utroligt meget om at række ud og finde de andre ...  Jeg har oplevet noget af det mest ærlige menneskelige samvær i mit liv på Facebook,” fortæller Andrea selv om det år, der resulterede i bogen Andrea Hejlskov, som udkom på Lindhardt & Ringhof og var baseret på Andreas wall. Men hvorfor dog lægge så meget af sit privatliv ud til offentlig skue?

“For mig blev det der med, at alle kunne læse det og samtidig finde ud af, hvem jeg var, en måde at manifestere mig selv i verden. Det var virkelig eksistentielt på en eller anden måde,” siger Andrea.

Er blogs, Facebook og andre sociale medier blevet den moderne kvindes dagbog, og er der slet ingen grænse for, hvad vi i dag er villige til at offentliggøre på nettet? Og hvad er der blevet af den gode gamle dagbog, hvor vi bag lås og slå nedfældede vores mest private oplevelser, tanker og følelser? Er dagbogen glemt og gemt væk, eller stortrives den fortsat side om side med nutidens sociale medier?

Ifølge livsstilsekspert Anne Glad fra tv-programmet Kender du typen har dagbogen fået skarp konkurrence. Der er ikke mange, der skriver dagbog i dag. Få føler, at de har tid til det, og den helt unge generation er vokset op i en tid, hvor stort set alt foregår elektronisk.

Derimod er der godt gang i de personlige skriblerier på nettet. “Der er opstået et enormt behov for et publikum. I den her selviscenesættelse, som det jo er at fortælle små detaljer fra sit privatliv, kan man opnå en form for anerkendelse,” fortæller Anne, som mener, at når de grundlæggende behov som mad, varme og tryghed er dækket, begynder vi i stedet at gå efter at gøre os gældende i de sociale spil.

Der er mange positive aspekter ved den erfaringsudveksling, der foregår på nettet, mener Anne Glad: “Rammes man af noget, kan man med det samme få andres erfaringer og meninger, og det er jo superpositivt,” siger hun og tilføjer: “Hvilke muligheder havde min generation? Hvis man ringede til Tine Bryld, var det virkelig slemt!”

Men betyder det så, at den traditionelle dagbog er død? Ikke ifølge Glad, der derimod mener, at den vil få en renæssance: “Hele den her fornemmelse af papir og blyant har særstatus – og en terapeutisk effekt – så dagbogen skal nok overleve og få nye fans. Alt hvad der er old-school er på vej tilbage, det er lidt ligesom med Bonderøven.”

Ifølge Anne Scott Sørensen, lektor ved Syddansk Universitet, er dagbogslitteraturen en urgammel genre, der kan dateres helt tilbage til skrivekunstens begyndelse. Den reflekterende dagbogsgenre blev populær midt i 1800-tallet blandt kvinderne fra det velstillede borgerskab, som havde tid til at dyrke sig selv, deres tanker og følelser. ”I kraft af oplysningstiden kom der fokus på det enkelte individ. Man skulle være noget i sig selv og opfylde et livsmål. Der kom det her reflekterende blik på selvet og éns eget liv,” forklarer Anne Scott.